Oplysninger Om Danmarks Militære Stilling
Bind II (Den Offentlige Del.)

442 at Kongen enten personlig eller ved en befuldmægtiget under Ansvar til sig træffer Afgørelse i alle Kommandosager og derved bevarer Indseende med de for Hærens Brugbarhed saa betydningsfulde Forhold. Kommandomyndigheden er faktisk gaaet over til Ministeren. Dette har ikke bevirket, at de militære Kommandosager i højere Grad end før er blevne inddragne under Lovgivningsmagtens eller Re- geringens Indflydelse; deres Behandlingsmaade er for saa vidt den samme som tidligere, forskellig fra Regeringssagernes, men — idet Kongen i Hovedsagen har trukket sig tilbage fra dette Omraade — har Ministeren derved erhvervet en, væsent- lig ukontroleret, Myndighed ikke blot til at bestemme, hvad der skal henregnes til Kommandosager, men ogsaa til at afgøre disse — om han finder det rigtigt endog uden at agte paa de højere kommanderendes Raad. Derved er Omsorgen for For- hold, der er saa vigtige, at de i væsentlig Grad er bestemmende for den Nytte, Landet vil faa af sin Krigsmagt, og som efter deres Natur kræver en fuldtud sagkyndig og meget stabil Ledelse, der nutildags tillige maa kunne vedblive at fungere under Krig — lagt i Hænderne paa de hyppigt skiftende Ministre, for hvis Sagkundskab der ingen Garanti haves, og som i hvert Fald ikke kunne bibeholde denne Virksom- hed under Krig. Det er derfor nødvendigt at finde Midler, som tillade at vende tilbage til en Ordning, hvorunder den Kongen tilkommende Kommandomyndighed, som vist- nok heller ikke bestrides hos os, i højere Grad end nu bliver en Sikkerhed for, at Krigsmagten til enhver Tid er sine Opgaver voksen. Det er udviklet, at dette under vore Forhold kun kan opnaas ved, at Kommandomyndigheden paa Kongens Vegne udøves af den Officer, som skal føre Overkommandoen i Krigstid. Hvad der har ført ind paa den nugældende Ordning for Kommandosagers Afgørelse, er, som nævnt, utvivlsomt den Opfattelse, at ingen Udøvelse af offentlig Myndighed fra Kongens Side kan finde Sted, uden at en Minister medvirker og derved paatager sig det konstitutionelle Ansvar. Vistnok er denne Opfattelse, der bl. a. vilde udelukke Kongen fra personlig at føre Kommando over Krigsmagten i Krigstid, ikke uanfægtelig, og det turde være ønskeligt ved en Tilføjelse til Grund- lovens Bestemmelser at faa dette Spørgsmaal afgjort paa utvetydig Maade; men den er for øvrigt næppe nogen Hindring for en Ordning som den her omhandlede. Den General (Admiral), som udpeges til i Kongens Navn at føre Kommandoen over Hæren (Flaaden), kunde jo nemlig som Minister tillægges konstitutionelt Ansvar (Grundlovens § 13) for den ham overdragne Virksomhed. Denne Løsning blev foreslaaet af den tidligere omtalte Kommission, der i Sverig var nedsat til Overvejelse af Spørgsmaalet om en Forening af Krigs- og Marineministeriet og som under 17de December 1895 afgav sin Betænkning. Flertallet udtalte ikke blot, som allerede bemærket, at en Forening af de to Ministerier maatte nødvendig- gøre Oprettelse af Stillinger for to Generaladjutanter (for Armé og Marine) til Kom- mandosagers Varetagelse, men tillige, at der burde paalægges disse Mænd konsti- tutionelt Ansvar. Endnu kunde der mod en Overgang til den her anbefalede Ordning tænkes rejst den Indvending, at det i enkelte Tilfælde maaske kunde være Tvivl under- kastet, om en Sag bør opfattes som Kommandosag eller som Regeringssag. Hertil skal dog bemærkes, at denne Vanskelighed ogsaa nu er til Stede, og at man for- mentlig maatte kunne fastsætte en Tjenestegang, hvorefter det vedblivende blev Ministeren, der traf Afgørelse i saadanne Tvivlstilfælde. Det skal dog bemærkes, at der i Norge ved kgl. Resolution af 28de Juli 1893 blev truffet en Bestemmelse, som tilsigtede noget lignende. Det blev nemlig fastsat, at Kommandosager skulde foredrages Kongen af Chefen for Forsvarsdepartementet (Ministeriet) eller et andet Medlem af Statsraadet, idet det dog samtidig paalagdes Armé- og Marinekomman- doerne at forberede saadanne Sager og indsende dem til Forsvarsdepartementets Chef, samt derefter at ekspedere de vedrørende disse Sager faldne Afgørelser efter Meddelelse af vedkommende Statsraad. Meningen hermed var at give Ministeren Lejlighed til at føre Kontrol med, at ikke andre end egentlige militære . Kommando- sager blev behandlede paa den for dem foreskrevne Maade, men derimod ikke at give ham nogen Andel i Behandlingen af disse Sager. Selv om denne Fremgangs- maade skulde findes mindre naturlig, naar der paalægges Chefen for Armékom- mandoen konstitutionelt Ansvar for Kommandosagerne, maatte den formentlig kunne ændres saaledes, at man dog opnaaede den ønskede Kontrol.