Oplysninger Om Danmarks Militære Stilling
Bind II (Den Offentlige Del.)

441 Medens Stabiliteten ved den Myndighed, der er tillagt Statsoverhovedet, vel i Princippet er sikret, er dog selvfølgelig den Maade, hvorpaa han i Praksis ud- øver sin Myndighed, ogsaa af største Betydning, og i saa Henseende er Ordningen ikke lidt forskellig i de enkelte Lande. Undertiden fører Statsoverhovedet personlig Kommandoen og afgør selv de saakaldte Kommandosager; i andre Tilfælde er det i større eller mindre Udstrækning overladt til andre at udøve Kommandomyndig- heden i Statsoverhovedets Navn og under Ansvar til ham. I Tyskland, som i det hele hvor Statsoverhovedet i højere Grad forbeholder sig personlig Afgørelse af Kommandosagerne, er han herved støttet af et militært Personale (Militærkabinet o. 1.). Den preussiske Konge fører saaledes i Egenskab af Krigsherre personlig Kommandoen, støttet af et saadant Militærkabinet, og afgør de egentlige Kammandosager uden Ansvar og uden at være forpligtet til at raadføre sig med nogen, hvorimod der som andre Steder enhver Regeringshandling, for at være gyldig, kræver Underskrift af en Minister, som derved overtager Ansvaret. I Østrig-Ungarn har Kejseren forbeholdt sig Afgørelsen af en Del Kommando- sager og støttes herved af et Militærkancelli; for øvrigt lader han sin Myndighed udøve ved Rigskrigsministeren; dog staar Generalinspektøren for Armeen direkte under Kejseren. I Norge udøver Kongen sin Kommandomyndighed gennem en komman- derende General og en kommanderende Admiral, der indtil de seneste Aar stod udenfor det for Hær og Flaade fælles Forsvarsdepartement, men nu er inddragne under det. De egentlige militære Kommandosager afgøres uden for Statsraad, og uden at behøve en Statsministers Kontrasignatur, enten af Kongen eller i den Ud- strækning, han fastsætter, af de to nævnte højstkommanderende Officerer. I Sverig afgør Kongen Kommandosager i Overværelse af den af de militære Statsraader (Ministre), under hvem Sagen hører. Denne Minister skal under An- svar fremsætte sin Mening, som Kongen dog ikke behøver at tage tilfølge. Kom- mandosager skulle heller ikke her have ministeriel Kontrasignatur. — I en Kom- mission, som i 1894 blev nedsat for at overveje Spørgsmaalet om at forene Land- og Søforsvarsdepartementerne (o: Ministerierne) til et enkelt Ministerium, udtalte Flertallet sig for i saa Fald at oprette 2 Poster for den høfere Kommando over Hær og Flaade, som da i Kongens Navn skulde varetages af Generaladjutanter. I Nordamerika haves ligeledes en kommanderende General, som i Præsi- dentens Navn udøver Kommandoen over Hæren. Hos os fandtes den omtalte Bestemmelse, at „Kongen har den højeste Myndighed over Land- og Sømagten” i den oprindelige Grundlov af 1849. Men det synes, som man straks fra Begyndelsen ikke ret har forstaaet dens vidtrækkende Betydning for Hærens Brugbarhed. Der ses saaledes ved Forhandlingerne om Grundloven at have været Uenighed om denne Bestemmelse i § 23. Ørsted var tilbøjelig til heri at se en Tilkendegivelse af, at Kongen som øverstbefalende for Krigsmagten — ligesom Tilfældet var i Sverig og Norge — maatte kunne udstede visse Befalinger, dog kun i militære Kommandosager, medens Ordføreren (Hall) saavel som Algreen-Ussing ikke havde denne Anskuelse. I den reviderede Grund- lov af 1866 er Bestemmelsen bortfaldet, uden at der dog foreligger noget, som viser, at der med Udeladelsen har været forbunden nogen bestemt Hensigt. Statsrets- lærerne er uenige om Betydningen heraf. Holck mener, at Bestemmelsen er ude- ladt, fordi en udtrykkelig Udtalelse efter Sagens Natur og den almindelige Regel i Grundlovens § 11 jfr. § 18 maatte anses for overflødig. Han gør opmærksom paa, at ministeriel Kontrasignatur ifl. Grundlovens § 13 kun udfordres til de „Lov- givningen og Regeringen vedkommende Beslutninger”, og han formener, at Kongen derfor uden Medvirkning af nogen Minister dels umiddelbart, dels gennem sine militære Embedsmænd gyldig vil kunne udstede saadanne militære Befalinger, der ikke have Karakter af Regeringshandlinger. I Modsætning hertil mener Matzen i sin Statsforfatningsret, at „den offentlige Myndighed, som Kongen grundlovs- mæssig kan og skal øve, er indesluttet under Udtrykket: føre Regeringen (Grund- lovens §§ 7 og 8, Lov 11te Februar 1871), og ved hver enkelt Handling af denne Regeringsførelse maa i al Fald en enkelt Minister medvirke, da Ministrene er an- svarlige for Regeringens Førelse (Grundlovens § 12)”. Hvilken Fortolkning der nu end er den rigtige, maa det vistnok siges, at Resultatet i Praksis er blevet det, at man har mistet den Betryggelse, som ligger i, 56