Elektriciteten og dens Anvendelse i det daglige Liv

164 som kommer ind paa «natsiden» («baksiden», set fra deres bane), vilde sees. Nu dreier jorden sig, og hvis buen ikke rækker helt rundt, vil den synes at flytte sig. Fortsætter katodestraalerne at komme gjennem mere end et døgn, vil fænomenet dukke op igjen den næste kveld. Nu dreier ikke jorden sig om sin magnetiske akse, og ogsaa derfor vil lysningen flytte sig paa himmelen, av den grund væsent* lig nord—syd. Kom der samtidig en anden bundt katodestraaler med næsten samme oprindelige retning og hastighet, vilde den gi anledning til en ny bue. Straalebundter av vekslende haardhet og ,c, „ , utslyngningshastighet rig. 151. kt av Birkelands «veraensrunv». -i j . i i rc i Kulen forestiller jorden, katoden til venstre solen. Vilde gi et blaffende lys. Slik kan altsaa nordlys opstaa. Men er det slik? For at faa rede paa det trænges der først og fremst nøiagtige maalinger av selve nordlyset. Det blev først mulig, da det lykkedes Størmer at fotografere det. Maalinger paa fotografierne viser en meget stor over^ ensstemmelse med de beregnede muligheter. Saaledes viser det sig at nordlysets høider falder i meget be* stemte grupper, nogen litt under 100 km, andre i ca 105 km høide, hvad der da svarer til forskjellige sorter katodestraaler. Haand i haand med dette matematiske arbeide er gaat Birkelands eksperimenter. Fig. 151 viser et av Birkelands mindre «verdensrum». Med en bestemt magnetisering og bestemte straalearter biir der en lys* ning omkring ækvator (ogsaa beregnet mulig) som nærmest minder om Saturns ring. Det er da en mulig* het for at dette berømte naturfænomen dermed finder sin forklaring. En slik elektronehvirvel omkring en klode vil ogsaa være istand til at magnetisere den,