Elektriciteten og dens Anvendelse i det daglige Liv

nu for det første temperaturen umaatelig høi, og desuten løp der jo elektroner gjennem det. Her maatte der kunne foregaa kemiske processer som før var ukj endte. Blandt de mange processer som man nu prøvet, var ogsaa den at ta surstoffet fra almindelig brændt kalk for at faa ut det metal, kalcium (Ca), som findes i den. Surstoffet tar man gjerne bort med kul, processen kaldes reduktion. Man blandet altsaa kalk og kul og anbragte det inde i rummet, strømmen blev sat paa, og da man efter en tids forløp aapnet ovnen, var der vistnok ikke længer hverken kalk eller kul, men der var heller ikke noget metal. Bare en graa masse. Men naar der kom vand paa den, bruste der ut en gas. Kemikerne kjendte den: det var acetylen, ildelugtende, men brændbar med et overmaade intenst lys. Acetylen indeholder vandstof og kulstof (C2H2); vandstoffet kom naturligvis fra vandet, og kulstoffet maatte komme fra den graa mas? sen. Det som blev igjen, var almindelig læsket kalk. Der maatte altsaa være baade kulstof og kalcium i det nye stof. Det fik navnet kalciumkarbid, CaC2. Med kemiske formler skriver man CaO + 3C > CaC2 + CO. Det sidste stof, kuloksyd, er en brændbar gas der kunde brukes til motordrift. Der opstod snart en vældig industri der hvor der var let adgang til elektrisk kraft, ogsaa i Norge. Men acetylenen gik ikke nogen let seiersgang over jorden. Den er yderst eksplosiv, og den nye utvikling av gas* og elektrisk lys skapte sterk konkurranse med den som belysningsmiddel. Acetylenflammens uhyre høie tern* peratur blev ogsaa utnyttet f. eks. til at skjære metaller. Brænder man acetylen i rent surstof, biir det saa varmt at en metalplate som flammen rettes imot, smelter like under den, og føres nu flammen henover platen, «skjæ* rer» den en smeltefure bortover. Men allikevel: der blev overproduktion av karbid. Ved sammenslutning og begrænsning av produktionen red karbidindustrien kri* sen over, og takket være nye anvendelser av den er den nu igjen meget blomstrende.