De Danske Byerhverv
i Tekst og Billeder

FYENS DISCONTO KASSE LOR. BIERFREUND i Alt, det bar opefter, Sine Usseldom og Tredivernes Det var jo overhove- det en mærkelig Tid, den i de første Aar af Fyrrerne her hjemme. De store, ydre Begiven- heders levende Aande havde endnu ikke pu- stet Flamme i Gløderne, men fænget havde Ti- dens Tanker og Nyheds- trang forlængst! Slæg- ten havde endnu ikke Rigdom og Ry og vun- den Stordaad bag sig, men frugtbare Smaa- begyndelser havde givet Velstanden Vækst, man J. bang følte, der var Fremgang havde Haabets og Selvtillidens Gave. Efter Tyvernes I fornam man igen fast Bund under Fødderne, det vaagnende politiske Røre gav Ryggen Rejsning, Borgeraanden oplivedes, Vovelyst og Handlekraft skød friske Skud. Af de tre nysnævnte Mænd kom Lorents Bierfreund først, som den fødte Fore- gangsmand han var: allerede den 28. Marts 1846 er han fremme i »Fyens Stifts- tidende« og møder her op med en ligefrem Indbydelse til en Aktietegning. Han har allerede Planen fiks og færdig: der skal dannes en »Disconto Kasse« med det »For- maal: ved Tilvejebringelsen af en Aktiekapital at frembringe de fornødne Fonds til ved Discontering at lette Pengeomsætningen her i Provinsen.« Kapitalen foreslog han sat til 100,000 Rigsdaler, og paa hele Fyen blev der nu Lister fremlagt. Man mærke sig disse Ord: at lette Provinsens Pengeomsætning, de staar den Dag i Dag i Lovenes § 1. I øvrigt er Planen kun fremsat i de jævneste Udtryk og de færrest mulige Ord, kort, knapt og lige til. Der redegøres for det ny Apparats praktiske Mekanisme, for dets Sindighed og Nødvendighed, — om selve Tanken, For- maalet, siges der derimod netop kun dette Ene, at en Nationalbank-Filial synes man ikke at ville faa paa Fyen, og dens Pengeomsætning maa og skal nu en Gang lettes, følgelig maa Provinsen gøre det selv. Mere hører der ikke til, fandtes ikke- nødven- digt at sige. Tiden var endnu ikke bleven døvet af Reklamebulder og sløvet af offent- lig Veltalenheds falske Fylde; i Stedet for som i vore Dages Prospekter til Aktieteg- ning at svælge i opmuntrende Fremtidskolorit, at give ligesaa mange Grunde for Sagens Nødvendighed »som Brombær«*), at forklare det saa indtrængende, som gjaldt det Rigets Velfærd og hver Enkeltmands Lykke, — saa nævnedes her kun lige akkurat det ene strengt Fornødne, uden Uro og Bekymringer for de tusinde Biting. Saa op- mærksomt læstes der den Gang, saa lidet var Ord misbrugte, men havde endnu deres oprindelige og ligefremme Betydning, at denne enkelte Vending var nok til at finde *) Jfr. Falstaff’ i »Henrik IV.s Ungdom«.