Historisk Fysik II
Den nyere Naturforskning

Lambert om Varmeledning. 181 Varmeleder. Det er imidlertid let at indse, at Richmanns Forsøg ikke kunde føre til en Bestemmelse af Varmeledningsevnen. For det første skete Afkølingen ved Udstraaling, og denne er højst forskellig efter Overfladens Beskaffenhed, men dernæst indeholde de forskellige lige store og lige varme Metalkugler ulige store Varmemængder, og en lige stor Afkøling af f. Eks. en Blykugle og en Jærnkugle svarer ingenlunde til et lige stort Tab af Varme, idet Blyets og Jærnets Varmefylde ere forskellige (jfr. § 54). Benjamin Franklin foreslog at maale Metalstængers Led- ningsevne ved at iagttage, hvor hurtig Varmen kunde trænge frem i en Metalstang og smelte et tyndt Vokslag, der var smurt paa denne. Hollænderen Jan Ingenhouss (1730—99) konstru- erede et Apparat, hvor- ved disse Maalinger kun- de gøres. Det bestaar af en Kasse (Fig. 133) fyldt med varm Olie; gennem Kassens Væg er der stuk- ket et Antal lige tykke Metalstænger, som uden for Kassen ere over- smurte med Voks. Stæn- dernes Opvarmning viste Fig. 138. Ingenhouss’ Apparat. sig da ved, at Vokset smeltede, og Franklin troede, at ,jo længere ud ad Stangen Vokslaget i en given Tid smeltede, des bedre Varmeleder var den betragtede Stang. Utvivlsomt er denne Fremgangsmaade til Bestemmelse af Varmeledningsevnen betydelig bedre end Richmanns, men dette Forsøg er dog endnu langt fra >rent«. Det lider af de samme Fejl som Richmanns, □: der er hverken taget Hensyn til Udstraa- lingen eller til de forskellige Stængers Varmefylde. § 147. At anstille et »rent« Forsøg, o: et saadant, hvor alle uvedkommende, forstyrrende Indflydelser ere udelukkede eller kunne tages med i Beregningen, kræver baade stor Omtanke og Opfindsomhed. Alle Fænomener vedrørende Forsøget maa nøje overvejes, før dette kan ordnes, før de nødvendige Forholds- regler kunne tages. Men det er langt fra givet, at den, der kan klarlægge et Fænomens Forløb, ogsaa er i Stand til at udfinde de