Historisk Fysik II
Den nyere Naturforskning

Renaldini. Brødrene Del Buono. 19 trækning, men formaaede dog ikke at eftervise Tiltrækningsloven, der først blev godtgjort af Newton. — I et endnu berømt Værk an- vender han Læren om Vægtstangen paa Dyrenes Bevægelser, og paa flere andre Omraader leverede han betydelige Arbejder; han var f. Eks. en af de første, der erkendte baade parabolske og elliptiske Kometbaner. — Det er allerede omtalt, at han laa i Strid med Viviani, som han var misundelig paa, og han styrkede ej heller Sammenholdet i Akademiet ved, at han ikke vilde udgive sit be- tydelige Værk om Himmellegemernes Bevægelse som et af Aka- demiets Arbejder, men vilde have det ud med sit eget Navn. Det blev dog først trykt 1670, altsaa efter at Acc. del Cimento var opløst. — Borelli har været en Pryd for Akademiet, men besværlig for sine Fæller. — 1668 rejste han til Messina, hvor han tidligere havde været Professor i Matematik; her deltog han 1674 i en Op- stand, maatte flygte til Rom og førte der en kummerlig Tilværelse, idet han dog fik nogen Hjælp af den svenske Dronning Christine, som boede i Rom. Han døde forladt og elendig 1679. Carlo Renaldini (1615—98) havde været Pavens Ingenieur, før han blev Medlem af Acc. del Cimento. Han var en udmærket og stille Arbejder, der især liar gjort sig fortjent af Undersøgelser over Varmen. Efter Akademiets Opløsning var han Lærer i Mate- matik ved Universitetet i Padua. Candido del Buono og hans Broder Paolo del Buono tilhørte en gammel berømt florentinsk Slægt. De vare begge lige- som en tredie Broder, Anton Maria, der dog ikke var Medlem af Akademiet, Galileis Elever. Candido (1618—76) havde opfundet en Række Maaleinstrumenter, hvoriblandt et Vandur, der gik meget nøjagtig, og et Apparat til at bestemme Trykket i komprimeret Luft. Paolo (1625—62) var i Virkeligheden kun korresponderende Medlem; han rejste nemlig allerede i 1655 til Østerrig, hvor han blev kejserlig Matematiker og Direktør for Mønten i Wien; herfra sendte han stadig Breve til Prins Leopold, hvori han gjorde Rede for Nyheder paa Fysikens Omraade, og dannede saaledes et Baand mellem tyske Forskere og Akademiet. Vincenzio Viviani, Søn af en florentinsk Patricier, var maaske den betydeligste af de 9 Akademikere. Han var en sjæl- den begavet Matematiker; som Dreng læste han paa egen Haand Euklid, men søgte ogsaa ud til den gamle, blinde Galilei, der mod- tog ham som en Søn og gav ham en fyldig Undervisning. Viviani