Historisk Fysik II
Den nyere Naturforskning

288 Den magnetiske Forening. observatorium i Hovedstaden. Den magnetiske Forening omfattede paa den Maade et større Antal Stationer spredte over Europa, og paa 7 Dage i Aaret maaltes de magnetiske Størrelser paa disse Stationer med visse smaa Tidsmellemrum. Det indvundne Mate- riale blev bearbejdet af Gauss og Weber, som udsendte meget omfattende Beretninger i Trediverne. Hvor stærkt dette Fællesarbejde optog de to udmærkede Forskere, og hvor fortræffeligt de i det Hele virkede og levede sammen, kan man slutte deraf, at da Weber i- 1837 var en af de berømte 7 Göttingerprofessorer, som ikke vilde anerkende den af den ny Regent indførte reaktionære Forfatning og derfor bleve afsatte fra deres Embeder, rejste han ikke bort, men blev boende i Göttingen til 1843 væsentlig optaget af at udgive Resultaterne af de jordmagnetiske Undersøgelser. Fra 1843 til 47 var Weber ansat ved Universitetet i Leipzig. 1847 lykkedes det Gauss at faa ham kaldet tilbage til Göttingen, hvor deres Samliv og Samarbejde fortsattes. Gauss døde 1855, medens Weber levede til 1891. § 245. Man vil mindes, at Hansteen for at klare de jord- magnetiske Forhold maatte tage sin Tilflugt til Halleys 4 Magnet- poler, og endda lykkedes det ham ikke at bringe Overensstemmelse til Veje mellem Teori og Virkelighed. Gauss gik derfor bort fra Forestillingen om en enkelt eller et Faatal af magnetiske Akser i Jorden. Han tog mere sit Udgangspunkt fra Gilberts klart udtalte Hypotese: Jorden er en stor Magnet. Dette maa imidlertid for- staas saadan. at Jorden er en stor Magnet i Kraft af et stort Antal smaa Magneter, der i større eller mindre Samlinger findes i og paa Jordkloden. Det er de mange enkelte Magneters samlede Virkning, som giver sig Udslag i Jordmagnetismen. Gauss gik med andre Ord kun ud fra den Kendsgerning, at der findes magnetiske Dele spredt i og paa Jorden, og hver af disse inde- holder lige Mængder Nord- og Sydmagnetisme. Da nu Magnet- kraften er en Afstandskraft, som virker efter den almindelige Lov for Afstandskræfter, saa maa de enkelte Magnetdele gøre sig gældende overalt, og paa hvert Sted maa de tilsammen virke som en stor Magnet (jfr. § 216). Ved matematisk Udledning gav nu Gauss en Formel, som bestemte Magnetkraften, dens Retning og Størrelse, paa hvert Sted af Jordoverfladen, og herved naaede han et brugeligt Resultat. — Selvfølgelig siger Gauss’ Formel intet om Jordmagnetismens