Historisk Fysik II
Den nyere Naturforskning

300 Rav, Lynkurion og Gagat. Det lader imidlertid til, at Grækerne ikke genfandt Ravets Egenskab hos andre Stoffer, maaske dog med Undtagelse af et eneste. Der fortælles nemlig at Oldtidens ypperste Geolog og Botaniker Theophrastus (371 f. Kr.) foruden Rav nævnte en Sten Lynkurion, der ogsaa blev tiltrækkende ved Gnidning. Man ved ikke, hvad Lynkurion var for en Sten, man gætter paa en Ædelsten, hvilken, er ikke let at afgøre, ti der er mange for- skellige saadanne, som forholde sig paa den nævnte Maade, naar de gnides. I Virkeligheden stod Iagttagelsen m. H. t. Ravet isoleret. Aristoteles nævner den, men den optager ham langt fra saa stærkt som Magnetens Tiltrækningskraft. Baade han og Thales mente forøvrigt, at den tiltrækkende Kraft i Ravet havde sin Aarsag i, at dette blev besjælet. Senere blev det ret almindeligt antaget, at det var Varmen, som opstod ved Gnidningen, der affødte den mærkelige Tiltrækningskraft. Ligesom Grækerne ikke formaaede at knytte Fænomenet til andre kendte, saaledes evnede ej heller Araberne at føre Sagen videre frem. Dog nævne de, at foruden Rav kan ogsaa et Stof, Gagat, tiltrække tørt Straa efter at være gnedet. Og Middelalderens Forskere bleve staaende paa samme Videns- trin. Det tiltrækkende Rav nævnes ofte nok og var Genstand for Beundring og Aarsag til Forundring; det blev en Repræsentant for det hemmelighedsfulde i Naturen, men ikke Udgangspunkt for ny Forskning. — Man maa næsten undre sig over, at Guldmagerne ikke under deres mangfoldige, planløse Bearbejdelser af de da kendte Stoffer tilfældig opdagede, at Ravet ingenlunde er ene om at blive tiltrækkende ved Gnidning. § 251. Det var først, da Renæssancen førte den lærde Verden ind paa et Kildestudium af de gamle Forfattere, istedenfor blot og bar at studere Kommentarer til Aristoteles, at de mange enkeltstaaende Iagttagelser, som findes i Oldskrifterne, gav frugt- bare Impulser. — Ja, Studiet af selve Aristoteles var ganske anderledes frugtbart for Naturforskningen, end den skolastiske Sys- sel med Kommentarerne. Og Erasmus af Rotterdams Ven, Spanieren Ludovico Vives (1492—1540) fremhævede med stor Styrke, at man handler end ikke i Aristoteles’ Aand, naar man kun gaar til ham (o: Aristoteles) og ikke til Naturen selv med sine Spørgsmaal,