Historisk Fysik II
Den nyere Naturforskning

De Vises Sten. 413 nævner Betingelserne, som en Alkemist maa iagttage: være tavs; bo afsides; have et særligt Arbejdsrum; vælge den rette Tid til Arbejdet; være udholdende; have Formue, saa de nødvendige Hjælpemidler kunne anskaffes; være fortrolig med de kemiske Ar- bejdsmaader; kun bruge Kar af Glas: holde sig borte fra Fyr- sterne. — I disse Udlalelser ligger Spiren til al den Hemmeligheds- fuldhed, hvori Guldmageriet i Middelalderen blev indhyllet. Albertus selv var en flittig Forsker og vilde som Geber ikke »forvandle« det ene Stof til det andet, men ændre det ene til det andet ved at ændre dets Sammensætning. »De Vises Sten« skulde efter hans Mening virke »naturlig«, Hans store Samtidige Roger Baco (I § 80) havde, trods al sin Skarpsindighed og store Evne til di- rekte Naturiagttagelse, fantastiske Begreber om, hvad »de Vises Sten« skulde udrette. Roger Baco tvivler ikke om, at »de Vises Sten« kan omdanne en Million Gange dens egen Vægt af uædelt Metal til Guld, men »de Vises Sten« er tillige det ypperste Læge- middel med Kræfter i sig til at forlænge Livet. Mennesket skulde, lærte han, søge, forske og gøre Forsøg, ti »de Vises Sten« er at finde. — Ligesaa sikker var den hellige Thomas af Aquina (1224—1274) paa Virkningen af den store Eleksir. Efterhaanden udartede saaledes den oprindelig sunde Lære mere og mere til Læren om et Universalmiddel. Alkemien gik, naar Talen var om dens Hovedopgave, Metalforvandlingen, over til at være en hem- melig Kunst, som kun særlig benaadede Mennesker kunde udøve, og trindt om fremstod Adepter, o: Mænd, som foregav at være indviede i Guldmageriets Mysterier af guddommelige Magter. Fyrsterne havde af let forstaaelige Grunde megen Interesse for Guldmageriet, og de søgte at knytte Adepter til sig. Med god Føje advarede Albertus Magnus Guldmagerne mod at give sig i Fyrsternes Tjeneste, ti for de fleste endte det med Bedrageri eller haard Straf, idet Adepten jo ikke evnede at indfri sine Løfter, som han utvivlsomt mangen Gang havde aflagt i god Tro, haabende, at naar han ved Fyrstens Penge fik de nødvendige Hjælpemidler, skulde det lykkes med Forvandlingen. De idelige Skuffelser, som Fyrsterne led overfor Guldmagerne, bidrog til at bringe Alkemien i Miskredit (Frederik d. 3die havde f. Eks. en Guldmager, der brugte flere Millioner Rigsdaler til For- søg). Og Skuffelserne berørte undertiden et helt Folk, naar Fyrsten