Historisk Fysik II
Den nyere Naturforskning

414 Villanova—Valentinus. havde indladt sig i en kostbar Krig i den Tro, at han havde en paalidelig Adept, som kunde skaffe det fornødne Guld tilveje. § 330. Man faar gennem Guldmageriets Historie en god Illu- stration til, at Naturforskning er i allerhøjeste Grad afhængig af den ledende Grundopfattelse, af den antagne Hypotese. Hele Mid- delalderen igennem var Alkemien den eneste forsøgende Viden- skab, om man kan anvende dette Navn paa den. Der anstilles Forsøg paa Forsøg; det utroligste blev forsøgt: ti man vidste jo ikke, ad hvilke underlige Veje »de Vises Sten« skulde findes. Men den egentlige Opgaves Løsning nærme de flittige Eksperi- mentatorer sig ikke. Den blotte Eksperimenterer! er ikke tilstræk- kelig; Værdien af de indvundne Erfaringer afhænger af den le- dende Hypotese. Kun ved den kan man naa at se Enheden i det mangfoldige. Guldmageriets planløse, travle Forsøgsarbejder have imidlertid dog bragt nogle varige Værdier til Eftertiden. De kemiske Arbejdsmaader bleve udviklede og forbedrede og ny bleve anvendte; Mænd som Arnold Villanova, der var en be- rømt Læge ved Hoffet i Arragonien og senere i Palermo i sidste Halvdel af det 13de Aarhundrede, og Basilius Valentinus, en tysk Munk fra det 15de Aarhundrede, tilberedte mange hidtil ukendte Stoffer, hvoraf ikke faa bleve anvendte som Lægemidler. Praktikken i de kemiske Arbejder udvikledes i den lange Guldmagerperiode, men Nytten heraf var kun ringe, fordi Grundbetragtningen af Stof- vekslingen og Stofbygningen var ufrugtbar, gav ingen Hjælp til Fremgang. § 331. Selvfølgelig virkede Renaissancen ogsaa paa den ke- miske Kunst. Virkningen fandt Sted gennem henimod halvandet- hundrede Aar. Grunden til Guldmageriets Overherredømme Middel- alderen igennem, var Tidens Mangel paa Selvstændighed; Autori- teten, det overleverede, herskede allevegne. Renaissancen betegner et Brud med Autoritet; ny Maal sættes, og de gamle skydes helt eller delvis tilside. Navnlig ved en enkelt fuldblods Renaissance- mand, Lægen Paracelsus (1493—1541) blev Maalet for den ke- miske Kunst ændret; hidtil havde Metalforvandlingen været Ende- maalet; Paracelsus forkyndte derimod med Styrke, at den store Opgave var at fremstille Lægemidler. Hans Løsen var, at Læge- videnskaben og Kemien skulde virke Haand i Haand. Lægeviden- skaben var intet uden kemisk tilberedte Medikamenter, og Kemiens Opgave var at give de bedst mulige Bidrag til Lægevidenskabens