Historisk Fysik II
Den nyere Naturforskning

Paracelsus. 415 Udvikling. Sygdomme i det menneskelige Legeme skyldes kemiske Aarsager og kunne kun hæves ved kemiske Lægemidler. Para- celsus brugte en Mængde Medikamenter, der hidtil havde været anset som rene Giftstoffer, havde Held med adskillige vanskelige Kure og bragte nyt Røre baade i Lægevidenskaben og i Kemien. Stor Betydning fik den vakte Bevægelse derigennem, at Læ- gerne, videnskabelig uddannede Mænd med virkelig Indsigt, kom i Lag med kemiske Arbejder, som i Tiden før Paracelsus mest var overladt til Guldmagerne, hvis Anseelse som nævnt længe havde været dalende. Paracelsus bragte ikke ved egne Arbejder Kemien fremad; hans Indflydelse gav ej heller Kemien et væsentlig nyt Maal; hvad enten Maalet er at lave Guld eller det er at tilberede Lægemidler, falder omtrent ud paa et. Hans Fortjeneste er, at han bragte den kemiske Kunst paa Dagsordenen ved at knytte den sammen med Lægevidenskaben. Paracelsus’ fulde Navn var: Philippus Aureolus Theo- phrastus Paracelsus Bombastus von Hohenheim. Svarende til Navnets Lydpral var Manden broutende, ufin og ubehersket, men sad inde med umiskendelig Genialitet. Han førte et ulykke- ligt Liv; hans Uddannelse som Læge ved Universitetet i Basel var meget mangelfuld; dernæst søgte han til Alkemister for at blive indviet i deres Hemmeligheder, og nu fulgte der 12 Aars Bohéme- liv, hvori han flakkede om i Europas Lande, var bl. a. og- saa i Danmark og Sverige, besøgte Læger, Guldmagere, kloge Koner o. s. v., og stadig indsamlede han Lægeraad. Han vendte derpaa tilbage til Basel, hvor han vandt Ry som Mirakellæge og 1526 blev ansat som medicinsk Professor ved Universitetet. Her optraadte han som Reformator; forkastede de gamle Lægeautori- teter, Galenos, Andromakos og Avicenna, brændte deres Værker, og holdt paa det tyske Sprog Forelæsning om sine kemisk-medi- cinske Teorier. Kun to Aar var han Lærer ved Universitetet; paa Grund af en Retssag maatte han forlade Basel og begyndte atter et omflakkende Liv. Hans Ry som Læge bredte sig viden om, saa han havde gode Indkomster, men han levede i slet Sel- skab og satte baade sine legemlige og aandelige Kræfter til i Svir og Sværm. 1541 døde han i Fattigdom og Elendighed. § 332. Lægerne delte sig i Tilhængere og Modstandere af Paracelsus, og Striden mellem de to Partier var i høj Grad liden- sskabelig. Men efterhaanden trængte en roligere Overvejelse sejii-