Historisk Fysik II
Den nyere Naturforskning

416 Libau — van Helmont, rig igennem: som en fortrinlig Repræsentant for denne kan næv- nes Andreas Libau, der først var Læge, men siden virkede som Skolemand og døde som Rektor i Koburg 1616. Libau gjorde Rede for Paracelsus’ mange Overdrivelser og Fantasterier, forka- stede hans Hemmelighedsfuldhed, men paaviste Værdien af en hel Række ny Lægemidler, han havde indført, og imødegik i en Række Stridsskrifter en Beslutning, som det medicinske Fakultet i Paris havde taget, gaaende ud paa at forbyde de ny Medika- menter. Tillige skrev han den første Lærebog i Kemi, hvor han med klare og jævne Ord, der danner en velgørende Modsætning til Paracelsus’ billedrige og mystiske Stil, giver Besked om kemiske Arbejdsmaader og Redskaber og om de fremstillede Stoffer. Imid- lertid, Libau var alligevel kun Alkemist, ikke Kemiker i moderne Betydning; han troede fuldt ud paa Guldmageriet og havde me- gen Tillid til Medicin, der indeholdt »drikkeligt Guld«, som Arnold Villanova havde indført blandt Lægemidlerne. Libau danner et af Overgangsleddene til en virkelig videnskabelig kemisk Forsk- ning; han var ædruelig og iagttagende, men hans Grundbetragt- ninger bundede i det overleverede. Det samme gælder i Hoved- sagen hans berømte Samtidige, den brabandske Adelsmand, Lægen Johann Baptist van Helmont (1577—1644), der baade som kemisk Mediciner og som Kemiker udfoldede en selvstændig og original Forskning. Han var en fortrinlig Iagttager, men havde, som et ægte Barn af sin Tid stærkt Hang til Mysticisme og Over- tro parret med stor Selvtillid og Trang til at overse de gældende Autoriteter. Da han havde en grundig sproglig og historisk Dan- nelse, kunde han studere de græske Filosoffer paa første Haand og havde ikke nødig at nøjes med Middelalderens Kommentarer. Som Læge holdt han sig først til Hippokrates og Galen, men er- kendte, at Paracelsus paa mange Punkter var en bedre Fører, og blev en af de ypperste Forkæmpere for det sunde i hans Teorier. — Paa det rent kemiske Omraade vendte han sig imod den aristoteliske Lære, særlig kunde han ikke betragte Ilden som et Element. Ilden er ikke noget stofligt; Ilden er kun brændende Røg; Flammen er glødende Røg. Ej heller vilde han anerkende Alkemisternes tre Grundstoffer: Svovl, Kviksølv og Salt (det sidste Stof havde Basilius Valentinus føjet til Gebers Svovl og Kviksølv), hvoraf ikke blot Metallerne, men ogsaa alle andre Stoffer vare