Historisk Fysik II
Den nyere Naturforskning
Forfatter: Jacob Appel, Poul La Cour
År: 1897
Serie: Historisk Fysik bind II
Forlag: Det Nordiske Forlag
Sted: København
Sider: 570
UDK: TB 53(09) La Cour
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
Jonernes Vandring.
til følgende
Tilstand:
forandret
2 Cu\
Cu
SO,
mindre paa hver Side af
er gaaet Kationen {Cu).
Cu
so.
Cu
SO,
Cu
\2SO, SO,
Cu Cu Cu
SO, SO, SO,
Cu Cu Cu
SO, SO, SO,
CuSO,.
tilhøjre
446
Strømvejen spaltedes, dels stemmede den ikke overens med senere
Forsøgsresultater. Det var nemlig, som det kortelig er antydet i
§ 349, en vel kendt Ting, at den elektriske Strøm forandrer Opløs-
ningen baade ved Anoden og ved Katoden. Dette giver Grothuss'
elektrolytiske Teori ingen Forstaaelse af.
svovlsurt
Katode,
som kan
Lad Elektrolyten være
Kobber, CuSO,, lad Pladen A være Anode, Pladen K
Før Elektrolysen begynder, er Elektrolyten i en Tilstand,
betegnes saaledes:
Her staar (efter en Fremstillingsmaade, der oprindelig skyldes Ber-
zelius) de forbundne Anioner og Kationer over og under hinanden.
I Midten tænkes en porøs Skillevæg, som ikke hindrer Elektro-
lysen. Nu sendes der elektrisk Strøm gennem Elektrolyten fra A
til K; Cu (Kobber) er Kation og gaar altsaa til Z; SO, (Syreresten)
er Anion og gaar til A. Jonernes Bevægelse kan man forestille
sig som parallele (vandrette) Forskydninger. Efter kort Tids For-
løb vil Elektrolyten være
Der er altsaa et Molekyle
Skillevæggen, hvorigennem der
til venstre Anionen, SO,. Saaledes, som der her er skildret, skal
Fænomenet foregaa efter Grothuss1 Teori, a: Jonerne bevæge sig
lige hurtig. — Men Forsøg viser, at under Elektrolysen forstyrres
den ensartede Sammensætning, som Vædsken oprindelig havde
paa begge Sider af Skillevæggen. Pouillet fandt f. Eks., at ved
Elektrolyse af en Chlorguld-Opløsning blev Vædsken ved Katoden
omtrent helt guldfri — og der var endda en betydelig Guldmængde
i Opløsningen. —
Til at forklare denne Mærkelighed kunde Grothuss’ Teori ikke
bruges. Der maatte gøres en dristig Forudsætning, for at Teorien
om Jonernes Vandring kunde passe paa de nævnte Forsøg.
Grothuss lod ganske vist Jonerne baade vandre og dreje sig, men
der var dog i hans Billede af Elektrolysen noget ret anskueligt;
Nabomolekylerne virkede umiddelbart sammen, idet Kationen og