Historisk Fysik II
Den nyere Naturforskning

469 TERMOELEKTRICITET. § 367. Den tyske Fysiker Th. J. Seebeck (1770—1831), som flere Gange er nævnt, og som var en personlig Ven af H. G. Ørsted, gjorde 1821 en mærkelig Opdagelse ved Hjælp af Multipli- katoren. Han fandt nemlig, at naar han lagde en Kobberskive paa en Antimonskive og ved Kobbertraade forbandt Skiverne med Multiplikatorens Vindinger, opstod der en elektrisk Strøm, naar han trykkede Antimonskiven mod Kobbertraaden med sin Haand, men der kom ingen Strøm, naar Trykket med en anden (tør eller fugtig) Ting. Haanden havde altsaa en særlig Virkning, og Seebeck klarede sig snart, at det var Haandens Varme, der var virksom. Seebeck opdagede, at naar to forskellige Metallers Berørings- punkter have en ulige høj Varmegrad, kommer der en Strøm istand, hvis da de to Metaller røre hinanden metallisk. — Han ind- rettede sig derpaa, som Fig. 300 antyder. A og B ere to Kar; A indeholder koldt, B varmt Vand. Ned i A og B staar to Vismutstænger (Bi), hvortil er loddet en Kobbertraad (Cu). Her have Lodningsstederne aabenbart forskellig Varmegrad, og der opstaar en Strøm i Pilens Retning. I det varme Lodningssted gaar altsaa Strømmen fra Kobber til Vismut. Strømmen iagttages paa Multiplikatoren, hvortil der er ført Metal- traade fra Vismutstængerne. Holdes Temperaturene i A og B kon- stante, vil Strømmen gaa med uforandret Styrke, hvad man kan se paa Multiplikatornaalen, som holder sig i et og samme Udslag. Det viser sig endvidere, at er Forskellen paa Temperaturene i A og B kun lille, vokser Strømmen ligefrem med Forskellens Størrelse. Gøres Temperaturforskellen meget stor, f. Eks. ved at anbringe det ene Lodningssted i en Flamme, faar man en bety- delig stærkere Strøm, men dens Styrke kan da ikke uden videre angives ved Temperaturforskellen. Ja, for visse Metaller, saaledes for Jærn og Kobber, gælder det, at Opvarmningen kan drives saa vidt, at Strømmen ophører, og ved endnu højere Temperatur kom- mer der Strøm i modsat Retning. Sammenloddes en Jærn- og