Historisk Fysik II
Den nyere Naturforskning

Faradays Forskning. 499 reglen). Den positive Pol, Anoden, findes altsaa paa »Opvejen«, den negative Pol, Katoden, paa »Nedvejen«. Faraday fik udført et kolossalt Arbejde. Hemmeligheden ved, at han overkom saa meget, var, sagt med Hans egne Ord, at han »arbejdede, afsluttede og offentliggjorde«. Naar mange flittige For- skere kun faa lidet frem, ligger det ofte i Manglen paa Evne til at afslutte. Faradays Undersøgelser angaa fortrinsvis magnetiske, elek- triske og kemiske Forhold, men selvfølgelig kom han derigennem ogsaa ind paa Hovedspørgsmaalene for den samlede Fysik. Navnlig har hans Opfattelse af, hvordan Afstandskræfter virke, øvet stor Indflydelse. Han godtgjorde (§ 294), at elektriske Kræfter for- plante sig gennem slette Ledere ved at fremkalde molekulære For- andringer i disse; m. a. 0. den elektriske Afstandsvirkning er kun et tilsyneladende Fænomen, i Virkeligheden foregaar Virksomheden fra Molekyl til Molekyl langs hele Afstandskraftens Virkningsvej. Faraday brugte aldrig Matematik i sine Afhandlinger, vel sagtens fordi han ikke havde tilstrækkeligt Herredømme over den. men siden har hans Landsmand James Clark Maxwell (1831—79), der døde som Professor i matematisk Fysik ved Universitetet i Cambridge, overført Faradays Anskuelser i Matematikens Sprog og be- handlet alle Afstandskræfter under et, hvilket jo kan lade sig gøre, da de alle virke efter samme Lov o: Virkningen mindskes, som Afstan- dens Kvadrat vokser, Maxwell viste ved matematiske Undersøgelser, at Afstandskræfterne kunne forklares som Spændinger i »Mediet«, der findes mellem de Legemer, som paavirke hinanden. For Elektricitetens Vedkommende er det bl. a. ved Duters Forsøg (Fig. 243) godtgjort, at Isolatorer komme i en egen mole- kulær Tilstand, naar de forplante den elektriske Kraft, men for Tyngdens Vedkommende er der hidtil ikke paavist lignende Forhold. Faradays Opfattelse af Afstandskræfterne er saaledes endnu ikke naaet til Bekræftelse ad eksperimental Vej, men hans Grundide er stadig ledende for Betragtninger over dette vigtige Spørgsmaal. Der er tidligere (I § 442) meddelt, hvorledes han ved et overmaade smukt Forsøg viste, at Lyssvingningerne paavirkes af de molekulære Forandringer, som foregaa i en Krystalplade, naar den bringes ind i et kraftigt magnetisk Felt. Faraday blev endnu mere berømt end hans Lærer Humphrey Davy, men bevarede i Modsætning til denne sit jævne Væsen og 32*