Historisk Fysik II
Den nyere Naturforskning

INDEN INSTRUMENTERNES FREMKOMST. § 407. Der givos intet Sted paa. Jorden, i hvert Fald ikke i beboede Egne, hvor Vejret ikke er større eller mindre Omskiftelser underkastet; men disse Omskiftelser ere ikke saa regelmæssige som de, der vedrøre Sol, Maane og Stjerner. Da imidlertid Vejrets Tilstand er af den største Betydning, har man til alle Tider bestræbt sig efter at kunne forudsige det. Et Middel hertil mente man naturligvis at have i selve Him- mellegemerne. Kunde disse give Besked om Personers Skæbne, Krig, Pest og andre jordiske Ting (I § 2), maatte de ikke mindre kunne give Besked om, hvad der kom fra Himlen selv. En Rest af denne Overtro er maaske endnu en Regel som denne, at en Maane, som »drypper«, bebuder Regn; og at Maanen drypper betyder, at en skaalforrnig Maane vender Bunden skraat opad. Hvorledes den belyste Del af Maanen til en given Tid vender, er imidlertid ligesaa lovbundet, som Maanefacen selv er; men den kan f. Eks. variere med Maanens Gang fra den østlige til den vestlige Himmel, saa at Formiddag og Eftermiddag kunne mod- sige hinanden. § 408. Menneskene have stor Tilbøjelighed til at sammen- stille Fænomener. Ser man to Fænomener optræde samtidig, de være sig nok saa uensartede, er man tilbøjelig til at tænke sig, at de to høre sammen. Ser man en anden Gang de samme to trælle sammen igen, bliver man bestyrket i sin Formodning; og Sammentræffet ophøjes snart til Regel, for ikke at sige til Lov. Paa den anden Side er der mange, der ikke lægge synderlig Mærke til Afvigelser fra Reglen, eller som, hvis de bemærke dem,