Historisk Fysik II
Den nyere Naturforskning

Hvad er Damp? 85 § 71. Det er allerede nævnt, at Oldtidsfolkene skelnede ikke mellem Luft og Damp, ligesom de ej heller vidste, at der findes forskellige Luftarter. Ved at sysle med Vanddamp have dog utvivlsomt baade Hero, Vitruvius og Salomon de Caus erkendt, at Vanddamp paa mange Punkter skiller sig fra Luft. Det var dog først Johann Baptist van Helmond (om hvem senere), der i Begyndelsen af det 17de Aarhundrede satte et bestemt Skel mel- lem Luft og Damp. Han indførte Ordet »Gas«, og dermed be- tegnede han et luftformigt Legeme, som ikke fortættes til Vædske ved at afkøles. Damp, siger han derimod, er et luftformigt Legeme, der kun kan bestaa i Varmen, og som fortættes i Kulden. Hundrede Aar senere forsøgte Halley at give en Forklaring af Vanddampenes Natur. Han mente, at Damp bestaar af smaa hule Vandblærer, som ere fyldte med fortyndet Luft; Damp er derfor lettere end almindelig Luft og stiger tilvejrs. En samtidig Fysiker Derhem paastod endogsaa at have set Blærerne i et godt Forstørrelsesglas. Den tidligere omtalte Wolf (§• 23) bestemte, hvor stærk Luften var fortyndet i Blærerne, og Christ. Gottlieb Kratzenstein (1723—95) beregnede, at Blærehindens Tykkelse var ’/öoooo Tomme. Endnu i vore Dage kan man i visse Lære- bøger finde anført, at de fortættede Vanddele i Skyerne ere lig- nende luftfyldte Blærer. Det er i Virkeligheden umuligt, at disse Vandblærer kunne bestaa; der vilde blive en saa stor Spænding i Blærens stærkt krummede Overflade, at Blæren øjeblikkelig vilde presses sammen. §72. 1743 udsatte det videnskabelige Akademi i Bordeaux en Pris for Besvarelsen af Spørgsmaalet: hvorfor stige Vanddampe tilvejrs, og af de indkomne Afhandlinger bleve to prisbelønnede, skønt de gav hver sin Forklaring af Fænomenet. Den ene skyldtes den nysnævnte Kratzenstein, der holdt paa Blæreteorien, men den anden Afhandling, som hidrørte fra en Mand ved Navn Georg E. Ham berger, fremførte en ganske ny Betragtning. Han sammen- lignede Dampdannelse i Luften med faste Legemers Opløsning i Vand. Altsaa: ligesom Salt ved at komme i Berøring med Vand opløses i dette til en klar, gennemsigtig Opløsning, saaledes tænkte Hamberger sig, at Vand ved at komme i Berøring med Luft blev opløst i dette. Charles le Roy (1726—79) førte denne Opløs- ningsteori videre og gjorde opmærksom paa, at Luften kun kan optage en begrænset Mængde Vand i sig, et Forhold, der ganske