Historisk Fysik II
Den nyere Naturforskning

86 Mættet« og »umættet« Damp. svarer til, at Vand kun opløser en vis Mængde Salt. Og da man kalder en Saltopløsning, der ikke kan optage mere Salt, for »mættet«, saa indførte han Begrebet »Luft mættet med Damp«. Sætter man Salt til en mættet Saltopløsning, vil dette ikke opløses, men synker tilbunds i Karret; hertil svarer, at naar Damp ledes til dampmættet Luft, vil Dampen udskilles som Diaaber. Men varmt Vand opløser mere Salt end koldt Vand, og le Roy har straks den tilsvarende Sætning: varm Luft opløser mere Vand (o: kan indeholde mere Damp) end kold Luft., hvilket tydelig viser sig ved, at Vanddampene ofte delvis udskille sig af Luften som Dug, naar Varmegraden synker, altsaa om Natten. I Tidens Løb er Udtrykket »Luft mættet med Damp« ved mange Lejligheder blevet erstattet af Udtrykket »mættet Damp«, hvormed man mener Damp, hvoraf en Del vil fortættes til Vand ved den mindste Afkøling. Bliver derimod »mættet Damp« op- varmet, kaldes den »umættet« eller »overhedet«, ti nu kan den afkøles, uden at der fortættes noget af den til Vand; først naar Afkølingen er dreven saa vidt, at den »umættede« eller »over- hedede« Damp bliver »mættet«, vil en yderligere Afkøling ledsages af en Fortætning. Den fri Luft indeholder altid Vanddamp, men i meget vekslende Mængder, og i Reglen er den ikke mættet. Gaar imidlertid Luftens Varmegrad tilstrækkelig ned, udskilles Dam- pen, o: der falder Dug. Sker dette ved Berøringsoverfladen med faste eller flydende Legemer, blive disse vædede med Dug. Sker det allevegne rundt i Luftmassen, viser denne sig fyldt med fine Vanddele, som kaldes Æm eller Ta age. § 73. Hambergers Opløsningsteori vandt mange Tilhængere; den var saa simpel og anskueliggjorde paa en slaaende Maade Forskellen mellem »mættet« og »umættet« eller »overhedet« Damp. Ved Hjælp af den forstod man ogsaa let, hvorfor Vand langt hur- tigere fordamper, naar der gaar en Luftstrøm hen over det, end naar der er stillestaaende Luft over Vandfladen. I sidste Tilfælde vil nemlig Luften umiddelbart over Vandet snart mættes med Damp, hvorved Fordampningen ophører; i første Tilfælde kommer der- imod stadig frisk Luft i Berøring med Vandfladen, saa der uaf- brudt er Betingelser tilstede for en livlig Fordampning. En stor Vanskelighed meldte sig imidlertid for denne Teori, da Svenskeren Wallerius Ericson (1709—85), Professor i Kemi ved Universitetet i Upsala, gjorde opmærksom paa, at Vand for-