Meddelelser Fra Lærerne Ved Den Polytekniske Læreanstalt I Femaaret 1912-16

423 I Koordinatsystemet'OXY i Fig. 2 afsættes de fundne Værdier for A, M og f fra Ordinataksen OY ud ad de fire Vandlinier WjLj . . ,W4L4, hvorefter Kurverne for Vand- liniearealer, -momenter og -tyngdepunkter kan tegnes. De to første er paa Figuren betegnet med »VL-Areal« og »VL-Moment« og gaar gennem Begyndelsespunktet O; deres Abscisser skal maales med den vandretle Maalestok. Den sidste er betegnet med »F-Tværskibs« og gaar for- neden gennem et Punkt A, hvis Abscisse er lig Abscissen til Punktet A i Fig. 1; Kurvens Abscisser skal maales med den lodrette Maalestok. Fig. 2 og 3 refererer til hen- holdsvis 30° og 60° Krængning i Fig. 1. undertiden for sloi’ Afstand mellem de fundne Punkter af Kurven, fordi man ikke i Forvejen kender Deplace- menterne op til de oprindeligt tegnede Vandlinier i Fig. 1. Ved den nye Metode kan man vælge Størrelsen af De- i placenienterne efter Behag, ligesom man uden Ulejlighed kan finde flere Punkter af Kurven. A n ni. 1. Den nødvendige Tid for at bestemme en isoklin Stabilitetsklirve ved Integratormetoden er ca. 7 Timer, ved den nye Metode ca. 5 Timer, deri medregnet den lid, som behøves for al udføre den nedenfor angivne Kontrol. Disse Tidsforløb er l’astslaael af flere forskellige Personer. Ved Hjælp af Simpson’s Formel bestemmer man Arealerne mellem de to førstnævnte Kurver og Ordinat- aksen OY, men saaledes, at man først finder hvert af disse Arealer mellem OX og W4L4, dernæst mellem OX og W3L8, o. s. v.; de fundne Arealer afsættes ved Hjælp af den vandrette Maalestok fra OY ud ad de respektive Vand- linier, og gennem de derved bestemte Punkter og Punktet O tegner man to Kurver, hvis Abscisser repræsenterer de forskellige nedsænkede Voluminer og disse Voluminers Momenter med Hensyn til OY. Disse Kurver betegnes i Fig- 2 og 3 med »Deplacement« og »Deplacement-Mo- ment« og er ifølge Konstruktionen den første Integral- kurve af henholdsvis »VL-Areal« og VL-Moment«. • Man dividerer dernæst samhørende Abscisser til de to Integralkurver med hinanden og erholder derved de til de fire fundne Deplacementer svarende Opdriftscentrers Alstande fra O\. Ved Hjælp af den lodrette Maalestok afsættes Afstandene fra OY ud ad Vandlinierne, og en Kurve »B-Tværskibs« tegnes getinem de derved bestemte Punkter. Denne Kurve gaar selvfølgelig ogsaa gennem Punktet A ligesom »F-Tværskibs«. Ved at afsætte samhørende Abscisser for Kurverne «Deplacement« og »B-Tværskibs« som henholdsvis Ab- scisser og Ordinater og tegne en Kurve gennem de der- | ved bestemte Punkter erholder man den til Krængningen svarende isokline Stabilitetskurve, som er betegnet med AB i Fig. 2 og 3. Men man staar her langt friere end ved Integratormetoden, hvor man undertiden faar for lille, A n m. 2. Af de mig bekendte Former for Stabilitets- beregninger er der kun een, hvis Princip i nogen Grad ligner den her beskrevne Fremgangsmaade, nemlig Lud- wig Benjamin’s: »Contributions to the solution of the problem of stability«1). Der er dog saa stor Forskel i Udførelsen, at jeg ikke har taget i Betænkning at kalde min Metode for ny, særlig da der ikke tidligere har været anvendt nogen fuldstændig Kontrol ved Stabilitetsbereg- ningerne. Kontrollen. Regne- og Tegnearbejdet ved den nye Metode kan kontroleres paa den nedenfor beskrevne Maade, som refererer til Fig. 2, hvor andre Figurer ikke er nævnt. Kurverne »VL-Areal«, >VL-Moment« og »F-Tvær- skibs« er G r u n d k u r v e r, som direkte afhænger af Skibets Form, og da denne Form som Regel ikke er geometrisk bestemt, kan de ikke kontroleres ad geome- trisk Vej, hvorfor man maa sikre sig, at Beregningen af disse Kurvers Punkter foretages med særlig Omhu. Dog kan Kurvernes direkte Afhængighed af Skibsformen meget godt bruges til en skønsmæssig Kontrol; som Regel skal de nemlig være jævne og kun have stærkere Bøjninger i saadanne Afstande Ira OX, hvor Skibsoverfladen ogsaa har krappe Bøjninger, f. Eks. i Dækskantens Afstand fra OX. Resten af Kurverne er afledet af Grundkurverne, ') Se »Transactions of the Institution of Naval Architects«, 1884.