ForsideBøgerMeddelelser Fra Lærerne V…talt I Femaaret 1912-16

Meddelelser Fra Lærerne Ved Den Polytekniske Læreanstalt I Femaaret 1912-16

År: 1917

Forlag: Trykt hos J. Jørgensen & Co. (Ivar Jantzen)

Sted: København

Sider: 663

UDK: 378.9 Pol

Særtryk Af Afhandlinger I Ingeniøren Og Teknisk Tidsskrift Samt Fortegnelse Over Andre Arbejder

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 672 Forrige Næste
I ^1 J ingeniører anset for den simpleste og hurtigste’). Det er imidlertid muligt at finde Punkterne paa den isokline Stabilitetskurve ved en anden Metode, som besidder føl- gende Fordele: tode; dette er i øvrigt ogsaa øn Fordel, fordi Tegne- arbejdet er simplere og mindre udsat for Fejl end Ud maalingsarbejdet ved en Integrator. Den nye Metode. I Fig. 1 maaler man Læng <3 * j ''i a) Integratoren kan undværes. Da den er et dyrt Instrument, som skal holdes godt i Orden for at være brugbar, og da dens Førestift kun kan omkredse et Areal af begrænset Størrelse, er denne Fordel ikke ringe. b) Man kan kontrolere sine Beregningers Rigtighed paa visse Stadier af Regneoperationerne. c) Den giver den ledende Ingeniør Materiale til at konstruere Tangenten til ethvert af den isokline Stabili- tetskurves Punkter. Dette har meget stor Betydning, dels fordi Kurven hyppigt hat et ret ujævnt Forløb, dels fordi han derved har meget let ved at kontrolere sine under- ordnedes Arbejde2). d) Det samlede Arbejde er noget mindre end ved Integratormetoden; men det fordeles lidt anderledes, idet det store Udmaalingsarbejde ved den sidstnævnte Metode væsentligst erstattes med Tegnearbejde ved den nye Me- ’) Se f. Eks. »Hütte«, Ausgabe 1911, Band H, Seite 670, hvor der overhovedet ikke beskrives andre Metoder til Bestem- melse af Stabiliteten. 2) Ved Integratormetoden saavel som ved den nye Metode kan man dog altid forskaffe sig to Kontrolpunkter paa den iso- kline Stabilitetskurve. Tegner man nemlig i Fig 1 en Linie OX vinkelret pea O Y saaledes, at den rører Middelspantet forneden, vil dette Røringspunkt A være Opdriftscentrum for Deplacemcntet Nul. Afsætter man derfor dette Rørings- punkts Abscisse OA i Fig. 1 som Ordinat OA i Fig. 2, men med Abscissen Nul, erholder man derved den isokline Kurves Begyndelsespunkt. Denne Kontrol har ikke synderlig prak- tisk Betydning. Bestemmer man endvidere en Gang for alle Deplace- mentets Rumfang og Opdriftscentrum for det helt nedsæn- kede Skib, vil dette Punkts Afstande fra de respektive Mo- mcntplaner OY i Fig. 1 være Ordinater til Endepunkterne af de tilsvarende isokline Stabilitetskurver. Disse Punkter har nogen Betydning som Kontrol, men kun i de Tilfælde, hvor Kurverne har et jævnt Forløb, og strengt taget kun uden for det Omraade af Kurverne, hvor disse har praktisk Betydning. Dette Omraade findes nemlig mellem Deplace- menterne til Skibets mindste og største Dybgang. derne af Vandlinie WjL/s Skæringslinier med de enkelle Tværseklioner samt Afstandene fra disse Vandlinieordi- naters Midtpunkter til Momentplanen OY. En langskibs Integration af Ordinaternes Længder giver Vandliniens Areal, og en langskibs Integration af Produkterne af disse Længder og deres Midtpunkters Afstande fra OY giver Vandliniearealets Moment med Hensyn til OY1). Ved at dividere Momentet med Arealet erholder man Afstanden fra Vandliniearealets Tyngdepunkt til OY. Paa samme Maade finder man Arealer, Momenter og Tyngdepunktsafstande for de tre øvrige Vandlinier i Fig. 1. De fundne Størrelser betegnes passende med henholdsvis A, M og f samt med det til Vandlinien hørende Indeks. Bemærkes maa dog, at man ved denne Metode bør be- nytte lige store Afstande mellem Vandlinierne indbyrdes samt mellem W4L4 og OX. Man ser, at foreløbig har Regnearbejdet ved de to Metoder været praktisk talt det samme, dog har man ved den nye Fremgangsmaade dels haft overskueligere Tal at regne med, dels undgaaet de kedelige Subtrak- tioner mellem Aflæsningerne paa Integratoren. Derimod er Udmaalingsarbejdet ved Integratormetoden langt større end ved den nye Metode; det kræver tillige en sikker Haand og et paalideligt Syn, fordi man aldeles ikke kan skønne, om de paa Integratoren aflæste Tal er sandsyn- lige eller ej. Endelig kræver Integratorens Anvendelse, al man tegner et dobbeltsidet Spanterids, svarende saa nær som muligt til Instrumentets Rækkevidde, medens den nye Fremgangsmaade blot kræver et dobbeltsidet Spanterids, som hyppigt foreligger af andre Grunde. Den opnaaede Tidsbesparelse vil derfor rigeligt ækvivalere med den Tid, som medgaar til Udførelse af nedenstaaende Ar- bejde ved den nye Metode. ') Det kan forekomme, at nogle af Ordinaternes Midtpunkter falder paa venstre Side af OY ; disse Punkters Afstande fra OY indgaar da blot som negative i Integrationen.