Meddelelser Fra Lærerne Ved Den Polytekniske Læreanstalt I Femaaret 1912-16

I s lede Masse skulde Ilyde ud af Formen, gjordes dennes Væg af et Traadvæv, der udadtil støttedes af en Rist. Der forsøgtes dels at stille Pladerne efter Radius, dels efter Tangenten, dels i en Midtstilling, 0: under 450 med Radius. Disse Forsøg gjordes i Sommeren 1909 med en Bly-Vismutlegering. Senere gjordes der, da Vismut er saa dyrt, Forsøg med en Bly-Kadmiumlcgering, idet man i begge Tilfælde kunde nøjes med ret lave Varmegrader, og der med det primitive Apparat vanskelig kunde tilveje- bringes højere. Tidligere havde jeg ikke tænkt paa at gøre nogen praktisk Anvendelse af de porøse Metalplader, men tænkte nærmest at fylde Hullerne med andre Stoller, f. Eks. lade porøst Antimon suge smeltet Harpiks eller inddrive smeltet Tin i porøst Antimon for at tilvejebringe ganske nye Stoffer, der maaske senere kunde finde en eller anden Anvendelse, men ved Forsøgene i Sommeren 1909 havde jeg faaet det Maal for Øje at fremstille stærke, porøse Akkumulatorplader. Da Vismut og Kadmium dertil vilde blive for dyre, gik jeg over til at arbejde med Bly-Anti- nionlegeringer, og da teoretisk talt alt Antimon uddrives, men der praktisk lail bliver lidt tilbage, kan man netop faa Plader af et Anlimonindhold, der ikke skader Kapa- citeten nævneværdigt, men styrker Pladen noget. Ved Centrifugeringen viste det sig imidlertid, al Pla- derne blev fulde af Revner, som jeg fra først af troede hidrørte fra, al der fløj for meget Materiale bort, men som senere viste sig at hidrøre fra Spændinger i Pladen, idel Revners ujævne Kanter forløb ensrettet, saaledes at de var dannede ved, at Pladen var trukken itu. Jeg tænkte mig, at Komposanter af de i Fig. 5 visle Cenlrifugalkræfter Irak Pladen over, der roterede om A, men Revnernes Beliggenhed syntes for Resten ikke at tyde herpaa. Jeg forsøgte al komme over Revnedannel- sen, dels ved forskellige Indlægninger i Pladen af styr- kende Gitre, dels ved at lade en bag Pladen liggende tung Plade Q ved sin Centrifugalkraft klemme Pladen se Fig. 6 -—, dels endelig ved at Formen F’s Sider lod sig eflerspænde. Efterspændingen kunde dels ske, naar man et Øjeblik standsede Rotationen, dels ved en Manipulation under Rotationen, dels endelig automatisk, f. Eks. ved at Svingvægte under Rotationen svingede udad, og derved klemte Formens Sider sammen. Et Efterspændingsapparat af næstsidste Art ses i Fig. 7. Akslen A er hul, og i dens Hulhed ligger en Stang S, hvis Ende er skrueskaaren. Ved at dreje Haandhjulet H, der er Møtrik for S, kan en paa S siddende Sidetap, der rager ud af en Slidse i A, bevæge en Vinkelvægtstang V, saa at en Stang x forskydes og gennem et Par Vinkel- vægtslænger som U klemmer Pladen P fra Enderne af. Den Gang, jeg lige skulde til at søge Patent paa Me- loden, maatle jeg tænke mig meget om med Hensyn til, om Uddrivningen af den eutektiske Legering ikke kunde ske ved andre Midler end Uddrivning med Vædske og Centrifugering, og fandt derved blandt andet paa al prøve V i b r e r i n g. Jeg lod forfærdige el Apparat som Fig. 8, I'ig. 8. hvor der i en Ovn O, der blev hedel ved Gas eller Elek- tricitet, blev indsat en Form F med Pladen P i og med en Bøjle B paa, hvori en Plejlstang T kunde trække, saa at Formen, naar T blev drevet af en Krunitapbugt E paa en i Lejer L lejret Aksel, blev skubbet skiftevis til højre og venstre, idet Formen med passende Hakker red paa Lister Ij 12 paa Ovnens Indersider. Ved Indstilling af Møtrikkerne nij og in2 paa T opnaaedes der Stød, idet Bevægelsen vendte. Det viste sig ogsaa, at der fløj eutektisk Legering ud af Pladen, men kun ved at gøre den saa varm, at den var lige ved helt at smelte, kunde man faa Pladen porøs helt igennem. Ellers lykkedes det ikke at faa Pladens Midtplan porøs, idet Dele derfra akkurat ikke naaede at