Dansk Handelsleksikon
Handelsret, Handelsudtryk, Valuta, Bank, Børs, Forsikring, Aktievæsen, Handel, i alle Former og Varer

359 Handelsrente—Handelsret 360 godtgøre den Rejsende fuld Provision af an- tagne Ordres, naar de med eller uden Aftale med Kunden sletter Ordres, forudsat at den Rejsende ikke udtrykkelig har indvilliget heri. Dette gælder som Regel ogsaa, hvor Firmaet maatte blive betænkelig ved at yde Kunden Kredit af den Højde, naar ikke Kunden selv ved at anmode om Henstand eller iøvrigt ved at vise bestemte Tegn paa svækket Betalingsevne, har givet Firma grun- det Anledning til ikke at udføre resterende Ordres paa de aftalte Kreditvilkaar. Hvis Kunden kun delvis betaler Varerne, har den Provisionsrejsende i Almindelighed ikke Ret til nogen Provision heraf, med mindre Rest- gælden er mindre end Provisionen, da i saa Fald Differencen maa udbetales. Rejsende, som mod Provision (og Rejse- tilskud) arbejder for flere Firmaer er i Al- mindelighed stillet som en Agent (s. d.). Den Rejsende er som Regel ikke bemyn- i diget til at forpligte sit Firma ved Køb og Salg, men de optagne Ordres er underkastet Firmaets Sanktion. Ganske vist udtaler Lo- vens § 88: »Er den Handelsrejsende af Han- delshuset forsynet med Slutseddelsblanketter, der indeholder Handelshusets Navn og efter deres Affattelse maa antages, naar de er ud- fyldte af den Rejsende, at skulle tjene som Bevis for, at Salg er afsluttet, er en Aftale, som den Rejsende under Udfyldelse af en saadan Blanket indgaar, lige saa bindende for Handelshuset, som om dette udtrykkelig havde bemyndiget den Rejsende til at af- slutte Aftalen«, men denne Bestemmelse maa læses i snæver Sammenhæng med Lovens § 1, der lader Sædvaner gaa forud for Lo- vens Bestemmelser. Selv om derfor en Rej- sende — som almindeligt — er forsynet med Firmaets trykte Ordrebøger, er de optagne Ordres dog sædvanligt — og særlig med Hen- syn til indrømmet Kredit — underkastet Fir- maets Sanktion. Men Firmaet maa omgaaen- de meddele Kunden, hvis det-ikke antager Ordren. Den Rejsende er ikke berettiget til at foretage Inkasso, selv om han maatte have Afslutningsfuldmagt, ligesom han ikke kan indrømme Kunderne Henstand, gøre Afslag i Prisen for købte eller fakturerede Varer el. lign. Dog maa Firmaet straks meddele Kunden, at det ikke anerkender den til den Rejsende erlagte Betaling, og har Firmaet éngang aabent eller stiltiende anerkendt Kun- dens Betaling til den Rejsende, vil Kunden vedblivende kunne betale til denne, indtil Firmaet giver Kontra-Ordre. Reklamationer kan fremsættes overfor den Rejsende, naar denne er hos Kunden, men den Rejsende kan ikke selv afgøre Reklama- tionen paa sit Firmas Vegne. Handelsrente. Ved Loven om Køb og Salg af 6. April 1906, et Resultat af den skandinaviske Obligationsretskomité, blev det fastslaaet, hvad der skulde være Renten i Handelskøb (s. d.) ved Oversiddelse af Beta- lingstiden, for Danmarks Vedkommende 6 % p. a. Denne Rente begynder at løbe fra den aftalte Betalingstid. Er en bestemt Beta- lingstid ikke fastsat, har Køberen at svare Renten fra den Dag, da Levering har fundet Sted, eller, om (Varernes) Levering paa Grund af hans Forhold er bleven forsinket, fra den Dag, Forsinkelsen indtraadte. I andre Køb er Renten kun 5 %. Dette sidste gælder sær- lig ved Detailsalg, og naar Kunden her har faaet Regning fra Sælgeren paa et Tidspunkt, hvor denne kunde kræve Købesummen be- talt, paaløber Renten fra Regningens Mod- tagelse (— det samme maa gælde, hvis Kø- beren hindrer Regningens Aflevering —). I Vekselloven er fastsat Rentens Størrelse i 2 Tilfælde. Hvis Vekslen ikke betales (fuldt ud), kan Vekselejeren kræve 6 % (Strafrente) fra Forfaldsdagen. Er der erlagt en Del af Beløbet, kan der kun kræves Strafrente for det resterende. Ved Sikkerhedsregres (s. d.) kan den regrespligtige, som foretrækker at dække Vekselforpligtelsen (straks), fratrække Rente efter 5 % p. a. for den Tid, som Veks- len endnu har at løbe. Handelsret. Nordisk Ret er ikke bun- det til Love som de Retssamfund, der hvi- ler paa Romerretten i større eller mindre Grad, f. Eks. Tyskland, Østrig, Frankrig og tildels Svejts. I de romanistiske Retssamfund har Staten givet Love af udtømmende Ka- rakter, saa at Dommeren i alle Tilfælde har at rette sig efter den skrevne Lov og ved hvert foreliggende Retstilfælde maa følge denne Lov, hvor han ved, at han kan finde et Lovbud, efter hvilket Sagen skal afgøres. Paa den anden Side hviler nordisk Ret heller ikke paa den næsten fuldstændige Bedøm-