Menneskets Afstamning
og Parringsvalget

II De Anskuelser, som nu er anerkendte af de fleste Naturforskere og som sluttelig, som i ethvert andet Tilfælde, vil blive det af andre, har ført mig til at samle mine Bemærkninger, for at jeg kunde faa Syn paa, hvorvidt de almindelige Slutninger, som jeg var kommen til i mine andre Værker, kan anvendes paa Mennesket. Dette synes mig saa meget mere ønskeligt, som jeg aldrig omhyggelig havde prø- vet paa at anvende de nævnte Anskuelser paa en enkelt Art. Hen- vender vi vor Opmærksomhed paa en enkelt Form, saa berøves vi de vægtige Argumenter, som kan hentes fra Beskaffenheden af de Slægtskabsforhold, der forbinder hele Grupper af Organismer med hinanden — deres geografiske Fordeling nu og fordum og deres geologiske Rækkefølge. Tilbage bliver der at betragte de homologe Bygningsforhold og de rudimentære Organer hos den Art, det være sig Mennesket eller et hvilket som helst andet Dyr, som vi hen- vender vor Opmærksomhed paa; men disse store Klasser af Kends- gerninger taler ogsaa, efter hvad jeg synes, fyldigt og afgørende til Gunst for Teorien om en trinvis Udvikling. Den stærke Støtte, som de andre Argumenter giver, bør imidlertid stedse beholdes in mente. I dette Værk skal vi altsaa undersøge, for det første, hvorvidt Mennesket, ligesom enhver anden Art, nedstammer fra en eller anden Form, der tidligere har eksisteret; for det andet, paa hvilken Maade han har udviklet sig, og for det tredje, hvad Værd Forskellig- hederne mellem de saakaldte Menneskeracer har. Da jeg skal ind- skrænke mig til at behandle disse Spørgsmaal, vil det ikke blive nød- vendigt at give en detaljeret Beskrivelse af Forskellighederne mel- lem de forskellige Racer — et uhyre omfangsrigt Emne, som er ble- ven fyldigt omhandlet i mange værdifulde Værker. Menneskeslæg- tens store Ældre er i den senere Tid bleven godtgjort ved Arbejder af en Skare fremragende Mænd, der begynder med Boucher de Pertes, og det er dem, der har lagt den Grund, der er uomgængelig nødven- dig for at forstaa Menneskets Oprindelse. Jeg tager derfor Menne- skeslægtens Ælde for given og maa henvise mine Læsere til Char- les Lyell’s, John Lubbock’s og andres beundringsværdige Afhand- linger. Jeg vil heller ikke faa Lejlighed til mere end blot at hentyde til det Forskelsbeløb, der er mellem Mennesket og de menneske- lignende Aber; thi Professor Huxley har efter de mest kompetente Dommeres Mening afgørende vist, at Mennesket i hver enkelt syn-