SJETTE KAPITEL
Om Menneskets Slægtskab og Genealogi.
Menneskets Plads i Dyrerækken — Det naturlige System er genealo-
gisk — Adaptive Karakterer har ringe Værd — Forskellige smaa Ligheder
mellem Mennesket og de Firhændede — Menneskets Plads i det naturlige
System — Menneskets Fødestavn og Ælde — Manglen paa fossile Mellem-
led — Lavere Trin i Menneskets Genealogi, paavist for det første ved Be-
slægtethed og for det andet ved Bygning — Hvirveldyrenes tidligere andro-
gyne Tilstand — Slutning.
Selv om man indrømmer, at Forskellen mellem Mennesket
og hans nærmeste Slægtninge er saa stor hvad Legemsbygning an-
gaar, som nogle Naturforskere hævder, og om endskønt vi maa ind-
rømme, at Forskellen mellem deres Aandsevner er uhyre stor, saa
udtales der dog i de Kendsgerninger, vi i de tidligere Kapitler har
anført, paa den tydeligste Maade af Verden, at Mennesket nedstam-
mer fra en eller anden lavere Form, uagtet de forbindende Mellem-
former indtil Dato endnu ikke er bleven fundne.
Mennesket har Hang til talrige smaa og forskelligartede Varie-
ringer, der er foranledigede af de samme almene Aarsager og styres
og nedarves i Overensstemmelse med de samme almene Love, som
hos de lavere Dyr. Mennesket formerer sig saa stærkt, at Afkom-
met nødvendigvis bliver udsat for Tilværelseskamp, og som en
Følge deraf for Kvalitetsvalg. Han har frembragt mange Racer, af
hvilke nogle er saa forskellige, at de af Naturforskerne ofte er ble-
ven regnede for forskellige Arter. Hans Legeme er bygget efter
den samme homologe Plan som de andre Pattedyrs, uafhængig af
den Brug, der maatte gøres af de forskellige Dele. Han gennem-
gaar de samme Faser af embryologisk Udvikling. Han har beholdt
mange rudimentære og unyttige Bygningsforhold, som uden Tvivl