Menneskets Afstamning
og Parringsvalget
Forfatter: Charles Darwin
År: 1909
Forlag: Nordisk Forlag
Udgave: Anden udgave
Sider: 336
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
166
svømmer frit omkring. Nogle Iagttagelser, der for nylig er gjort
af Kowalevsky1), senere stadfæstede af Professor Kuppfer, vil faa
overordentlig stor Betydning, dersom de udstrækkes videre, hvad
jeg hører fra Hr. Kowalevsky i Neapel, at de nu er bleven. Op-
dagelsen er den, at Ascidiernes Larver er beslægtede med Hvirvel-
dyrene ved deres Udviklingsmaade, ved den Stilling, Nervesyste-
mets Organer har til hinanden, og ved, at de har noget, der nøje
ligner Hvirveldyrenes Rygrad. Det synes saaledes, dersom vi kan
stole paa Embryologien, der altid har vist sig som en sikker Fører i
Klassifikationen, at vi endelig er kommen paa Spor efter den Kilde,
hvorfra Hvirveldyrene maa afledes. Vi vil saaledes have Ret til at
antage, at der yderst langt tilbage i Tiden eksisterede en Gruppe af
Dyr, der i mange Henseender lignede Larverne af de nulevende
Ascidier, og at den delte sig i to store Grene, af hvilke den ene
udviklede sig retrograd og frembragte det, vi nu kalder Ascidier,
medens den anden gik fremad til Dyrerigets højeste Spids ved at
afføde Hvirveldyrene.
Vi har nu saaledes ganske i al Korthed søgt at finde ud af Hvirvel-
dyrenes Genealogi ved Hjælp af Organismernes indbyrdes Slægtskab.
Vi vil nu betragte Mennesket, saadan som det nu er, og vi vil, tror
jeg, blive i Stand til delvis at udfinde vore Forfædres Bygning i de
forskellige paa hinanden følgende Perioder, men just ikke i den
rigtige Tidsfølge. Dette kan gøres ved Hjælp af de Rudimenter, som
Mennesket endnu stadig har, ved de Karakterer, der lejlighedsvis
kommer frem hos ham ved Atavisme, og ved Hjælp af de morfo-
logiske og embryologiske Love. De forskellige Kendsgerninger, til
hvilke der her skal hentydes, er bleven meddelt i det foregaaende
Kapitel. Menneskets Forfædre var uden Tvivl engang bedækkede
med Haar, og begge Køn havde Skæg, deres Ører løb op i en Spids
og kunde bevæges. Endelig havde de ogsaa en Hale, der havde sine
som det aflange Hoved og endte i en meget fin Traaddannelse. Jeg teg-
nede en Skitse af den under et simpelt Mikroskop og kunde tydelig se,
at den var delt ved mørke Tværskillevægge, som jeg antager svarer til
de store Celler, Kowalevsky har afbildet. Paa et tidligt Udviklingsstadium
var Halen snoet fast rundt om Larvens Hoved.
*) „Mémoires de l’Acad. des Sciences de St. Pétersbourg“ , Tom. X, Nr.
15, 1866.