Menneskets Afstamning
og Parringsvalget

7 roelighed ved Menneskets Legemsbygning“ ; men hos et Embyo, der omtrent var en Tomme langt, fandt Professor Wyman,1) „at den store Taa var kortere end de andre, og i Stedet for at være pa- rallel med dem, dannede den en Vinkel med Siden af Foden og sva- rede saaledes til den Stilling, som denne Del altid har hos de Fir- hændede.“ Jeg vil slutte med et Citat af Huxley2), som, efter at have spurgt, om Mennesket bliver til paa en anden Maade end en Hund, en Fugl, en Frø eller en Fisk, siger: „der kan ikke et Øjeblik være Tvivl om Svaret; der kan ikke være Tale om andet, end at jo den Maade, paa hvilken Mennesket opstaar og Menneskets tidlige • Udviklingstrin er identisk med de Dyrs, der staar lige nedenfor ham i Systemet; der er i saa Henseende ingen Tvivl om, at han staar langt nærmere ved Aberne end Aberne ved Hunden.“ Rudimenter. — Dette Emne vil, om endskønt det i og for sig ikke er mere vigtigt end de to sidste, for visse Aarsagers Skyld her blive behandlet mere udførligt3). Der kan ikke nævnes et eneste af de højere Dyr, som ikke har en eller anden Del, der er i en rudimen- tær Tilstand, og Mennesket danner ingen Undtagelse fra Reglen. Man maa skelne mellem rudimentære og begyndende Organer, om end denne Adskillelse i nogle Tilfælde kan falde vanskelig nok. De først nævnte er enten absolut unyttige saaledes som Brystvorterne hos Pattedyrenes Hanner eller Drøvtyggernes Fortænder, der aldrig bryder frem gennem Gummerne, eller ogsaa er de til saa lidt Nytte for deres nuværende Ejermænd, at de ikke kan antages at være bleven udviklede under de for Haanden værende Omstændigheder. Organer i denne sidste Tilstand er ikke i strengeste Forstand rudi- mentære ; men de nærmer sig til det. Paa den anden Side er begyn- dende Organer, om endskønt de ikke er fuldstændig udviklede, i høj Grad nyttige for deres Ejermænd og kan udvikles videre. Rudimen- tære Organer er i høj Grad variable, og dette er til Dels uforstaae- *) Proc Soc. Nat. Hist. Boston. 1863. Vol. IX. S. 185. 2) „Man’s Place in Nature“ . S. 65. a) Jeg havde skrevet et foreløbigt Udskast til dette Kapitel, før jeg læste en udmærket Afhandling: „Caratteri rudimentali in ordine all’ origine dell uomo“ (Annuario della Soc. d. Nat., Modena, 1867, S. 81) af G. Cane- strini, som jeg har meget at takke for. Häckel har givet en beundrings- værdig Behandling af hele Emnet under: Dysteleologi, i sin „Générelle Morphologie“ og i „Schöpfungsgeschichte“ . Darwin: Menneskets Afstamning I 2