Menneskets Afstamning
og Parringsvalget

187 vælger Afkommet af to forskellige Arter, saa frembringer han under- tiden, hvad det almindelige Udseende angaar, et betydeligt Beløb af Konvergens. Dette er, som v. Nathusius1) har vist, Tilfældet med de forbedrede Svineracer, der stammer fra to forskellige Arter, og det samme gælder, men noget mindre udpræget, om de forbedrede Kvægracer. En stor Anatom, Gratiolet, hævder, at de menneskelig- nende Aber ikke danner nogen naturlig Undergruppe, men at Orang- Utangen er en meget udviklet Gibbon eller Semnopithecus, Chim- pansen en meget udviklet Macacus, og Gorillaen en meget udviklet Mandril Gaar man ind paa denne Antagelse, der næsten udeluk- kende støtter sig paa Karakterer, hentede fra Hjernen, saa vil vi have et Tilfælde af Konvergens, i det mindste for de ydre Karakte- rers Vedkommende, thi de menneskelignende Aber ligner ganske vist i mange Punkter hinanden mere, end de ligner andre Aber. Alle Analogi-Ligheder, f. Eks. Hvalens Lighed med en Fisk, kan i Virke- ligheden siges at være Tilfælde af Konvergens; men denne Beteg- nelse er aldrig bleven anvendt paa overfladiske og adaptive Ligheder. Det vilde i de fleste Tilfælde være temmelig dristigt hos Væsener, som engang havde været vidt forskellige, at kalde stor Lighed i mange Bygningspunkter for Konvergens. En Krystals Form bestem- mes ene og alene ved molekulære Kræfter, og der er ikke noget for- bavsende i, at forskellige Substanser undertiden antager samme Form, men hos organiske Væsener maa vi vel huske paa, at Formen af hver enkelt afhænger af en Utallighed af indviklede Forhold, nem- lig af de Varieringer, der er fremkommen, som igen skyldes Aar- sager, der er altfor indviklede til at kunne udfindes, — af de Varie- ringers Natur, som er bleven bevarede, og dette er igen afhængig af de omgivende fysiske Betingelser og i en endnu højere Grad af de for Haanden værende Organismer, med hvilke den maa rivalisere -— og endelig af Nedarving (der i og for sig er et fluktuerende Ele- ment) fra utallige Forfædre, der allesammen havde faaet deres For- mer bestemt ved lignende indviklede Forhold. Det synes i højeste Grad utroligt, at to Organismer, dersom de er udpræget forskellige, senere hen skulde kunne konvergere saa nøje, at de var nær ved at blive identiske i hele deres Organisation. I det Tilfælde af Konver- ’) „Die Racen des Schweines“, 1860, S. 46. „Vorstudien für Geschichte o. s. v., Schveineschädel“, 1864, S. 104. Hvad Kvæg angaar, se Hr. de Quatrefages: „Unite de l’Espéce Humaine“, 1861, S. 119.