Menneskets Afstamning
og Parringsvalget

13 ler og andre Bygningsdele er særlig stærkt udviklet hos Fuglene og er af megen virkelig Betydning for dem, da den hurtig kan trækkes for hele Øjet. Den findes hos nogle Krybdyr og Padder og hos visse Fisk, saaledes hos Hajerne. Den er meget tydeligt udviklet hos de to laveste Afdelinger af Pattedyr-Rækken, nemlig hos Gumlerne og Pungdyrene og ogsaa hos nogle faa højere Pattedyr, saaledes ogsaa hos Hvalrossen; men hos Mennesket, hos de Firhændede og hos de fleste andre Pattedyr findes den, som det indrømmes af alle Anato- mer, i en rent rudimentær Tilstand og kaldes den halvmaanedannede Fold1). Lugtesansen er af den største Vigtighed for Flertallet af Patte- dyrene — for nogle, saaledes som Drøvtyggerne, ved at advare dem for Fare, for andre, saaledes som Rovdyrene, ved at hjælpe dem til at finde deres Bytte, for andre, som Vildsvinet, i begge disse Øje- med. Men Lugtesansen er til yderst ringe Nytte, om i det Hele taget til nogen som helst, selv for de vilde Mennesker, hos hvilke den i Almindelighed er udviklet i en højere Grad end hos de civiliserede Racer. Den advarer dem ikke for Farer, og den hjælper dem ikke til at finde deres Føde; den forhindrer ikke Eskimoerne fra at sove i den mest ildelugtende Luft, og heller ikke holder den de vilde fra at spise halvraaddent Kød. De, som tror paa Loven om en gradvis Udvikling, vil have ondt ved at gaa ind paa, at denne Sans i dens nuværende Tilstand oprindelig blev erhvervet af Mennesket, saa- ledes som den nu er. Utvivlsomt arvede han denne Sans i en svæk- ket og for saa vidt rudimentær Tilstand efter en fjern Stamform, for hvem den var i høj Grad nyttig, og af hvem den stadig blev brugt. Vi kan maaske saaledes forstaa, hvordan det gaar til, at Lugtesansen hos Mennesket, saaledes som Dr. Maudsley rigtig bemærker2), „paa en mærkværdig Maade er virksom i Retning af levende at genop- vække Forestillinger og Billeder fra glemte Scener og Steder;“ thi vi ser, at hos de Dyr, der har denne Sans stærkt udviklet, saa- ’) Müller: „Handbuch der Physiologie“ 1840. II. Theil. S. 312. Owen: „Anatomy of Vertebrates“, Vol. III. S. 260; samme Steds: „on the Walrus“, Proc. Zoolog. Soc. 8. November 1854. Se ogsaa R. Knox: „Great Artists and Anatomists“, S. 106. Dette Rudiment er noget større hos Negrene og Australbeboerne end hos Europæerne, se Carl Vogts „Vorlesungen über den Menschen“, 1865. 2) „The Physiology and Pathology of Mind“, 2 Edit. 1868. S. 134.