Menneskets Afstamning
og Parringsvalget
Forfatter: Charles Darwin
År: 1909
Forlag: Nordisk Forlag
Udgave: Anden udgave
Sider: 336
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
258
te Aarsager, men i nogle Tilfælde aabenbart paa Grund af Parthe-
nogenesis, Hannerne af visse Arter aldrig bleven opdagede eller
er overordentlig sjældne; dette gælder f. Eks. om visse Cynipidæ
(Galhvepse)1). Hos alle de Galhvepse, Hr. Walsh kender, er Hun-
nerne fire eller fem Gange saa talrige som Hannerne, og saaledes
er det ogsaa med de Galæbler frembringende Cecidomyiiæ (Dip-
tera — Fluer). Hos nogle af de almindelige Arter af Bladhvepse
(Tenthredinæ) har Hr. F. Smith opklækket Hundreder af Individer
af Larver af alle Størrelser, men har aldrig faaet en eneste Han;
paa den anden Side siger Curtis,2) at hos visse Arter (Athalia), som
han har opklækket, forholdt Hunnerne sig stadig til Hannerne som
seks til én; medens akkurat det omvendte var Tilfældet med de
fuldkomne Insekter af samme Art, naar de blev fanget ind ude i
Naturen. Angaaende Netvingerne (Neuroptera) siger Hr. Walsh,
at i mange, men paa ingen Maade i alle, Tilfælde var der hos Døgn-
fluearterne (Ephemerina) et stort Overskud af Hanner; i Slægten
Hetærina er endvidere Hannerne i Almindelighed mindst fire Gange
saa talrige som Hunnerne. Hos visse Arter af Slægten Gomphus er
Hannerne ligeledes talrige, medens hos to andre Arter Hunnerne
er to eller tre Gange saa talrige som Hannerne. Hos nogle evro-
pæiske Arter af Boglus (Psocus) kan man samle Tusinder af Hun-
ner uden at finde en eneste Han, medens hos andre Arter af samme
Slægt begge Køn af samme Slægt er lige almindelige.3) I England
har Hr. Mac Lachlan fanget Hundreder af Hunner af Apatania mu-
liebris, men har aldrig set Hannen, og af Boreus hyemalis er her
kun bleven set fire eller fem Hanner.4) Hos de fleste af disse Arter
(Bladhvepsene undtagen, har jeg hørt) er der ingen Grund til at an-
tage, at der finder Parthenogenesis Sted, og saaledes ser vi, hvor
uvidende vi er om Grundene til den aabenbare Ulighed, der er i de
to Køns Individantal.
I de andre Leddyrklasser har jeg kun faaet endnu mindre at
vide. Hr. Blackvall skriver til mig om Edderkopperne, hvilke Dyr
han i mange Aar har lagt nøje Mærke til, at man her hyppigst
ser Hannnerne, fordi de fører et mere omflakkende Liv end Hun-
nerne, og herved kommer det til at se ud, som de er de talrigste.
Dette er i Virkeligheden Tilfældet med nogle faa Arter; men han
nævner forskellige Arter af seks Slægter, hos hvilke Hunnerne
synes at være langt talrigere end Hannerne.5) Det at Hannerne,
sammenlignet med Hunnerne, er meget smaa, noget der endogsaa
*) Walsh, i: „The American Entomologist“, Vol. I, 1869, S. 103. F. Smith: „Record of Zoolo-
gical Literature“, 1867, S. 328.
2) „Farm Insects“, S. 45—46.
8) „Observations on N. American Neuroptera“, af H. Hagen og B. D. Walsh, i „Proc. Ent.
Soc. Philadelphia“, Octob. 1863, S. 168, 223, 239.
4) „Proc. Ent. Soc. London“, 17 Febr. 1868.
6) En anden stor Autoritet for denne Klasses Vedkommende, Prof. Thorell i Upsala (On Euro-
pean Spiders“, 1869—70, Part I, S. 205) udtaler sig, som om Edderkoppernes Hunner som
oftest var almindeligere end Hannerne.