Menneskets Afstamning
og Parringsvalget

306 (Fig. 17). I Virkeligheden er Hannerne af nogle navnløse Biller i „British Museum“, som antages at høre til Slægten Onitis, for- synede med lignende Horn. Man kan bedst forstaa dette Tilfældes mærkværdige Natur, naar jeg oplyser det ved et Billede. Drøvtyg- gerne er parallele med de lamellicorne Biller derved, at nogle Hun- ner har lige saa store Horn som Hannerne, andre har dem meget mindre, eller har dem blot som rene Rudimenter (dette er dog lige saa sjældent hos Drøvtyggerne, som det er almindeligt hos Lamelli- cornerne), eller har slet ingen. Dersom man nu opdagede en ny Hjorte- eller Faareart, hvor Hunnen havde tydelige Hornrudimenter, medens Hannen var aldeles kullet, saa vilde vi have et Tilfælde, som vilde svare til Onitis furcifer. I dette Tilfælde er den gamle Antagelse, at Rudimenter er bleven til for at gøre Naturens Plan færdig, saa langt fra at holde Stik, at den tværtimod bryder alle de almindelige Regler. Den Antagelse, der synes den rimeligste, er den, at en eller anden af Onitis’s For- fædre, ligesom de andre Lamellicorner, fik Horn paa Hovedet og paa Brystringen og saa, ligesom hos saa mange nulevende Arter, nedarvede dem i en rudimentær Tilstand til Hunnen, som siden stedse beholdt dem. Det kan saa være, at Hannen senere har mistet sine Horn derved, at Takkerne paa Bugsiden har fordret en Vækst- erstatning, medens noget saadant ikke kan være sket hos Hunnen, da hun ikke har disse Bugtakker og, som en Følge deraf, har be- holdt Hornrudimenter paa Rygsiden. Hvorvel denne Antagelse støt- tes ved det Forhold, der finder Sted hos Bledius (noget, der straks skal blive omtalt), saa varierer dog Takkerne paa Undersiden i høj Grad i Bygning og Udvikling hos Hannerne hos de forskellige Arter af Onitis og er endogsaa rudimentære hos samme. Ikke desto min- dre mangler Oversiden hos alle disse Arter Horn. Da sekundære Kønskarakterer er i saa overordentlig høj Grad variable, er det mu- ligt, at Takkerne paa Undersiden først er bleven erhvervede af en af Onitis’s Forfædre, og saa gjorde den omtalte Virkning gennem Væksterstatning, og dernæst saa omtrent ganske forsvandt i nogle Tilfælde. Alle de hidtil givne Eksempler angaar Lamellicornerne, men Hannerne hos to vidt forskellige Grupper, nemlig Rovbillerne (Sta- phylinidæ) og Snudebillerne (Curculionidæ) er forsynede med Horn,