Menneskets Afstamning
og Parringsvalget

12 glinsende1 2). Et slaaende Eksempel yder blandt mange andre Hunde- stejlehannen (Gasterosteus leiurus), der af Hr. Warrington-) be- skrives som „over al Beskrivelse smuk“. Hunnens Ryg og Øjne er af en simpel brun Farve. Bugen er hvid. Derimod har Hannernes Øjne „den mest straalende grønne Farve, med en metalagtig Glans som den, visse Kolibriers Fjer har. Struben og Bugen har en straa- lende Purpurfarve, Ryggen er askegrøn, og den hele Fisk ser ud, som om den var noget gennemsigtig og glødede af en indvendig Ild.“ Efter Parringstiden forandres alle disse Farver, Strubens og Bugens rødt blegner, Ryggen bliver mere grøn, og de glødende Farver for- svinder. At der hos Fiskene bestaar et nært Forhold mellem deres Farver og deres kønslige Funktioner er let at se; — for det første deraf, at de voksne Hanner af visse Arter er anderledes farvede og ofte langt mere straalende; — for det andet, fordi disse samme Hanner, førend de bliver voksne, ligner de voksne Hunner; — og endelig fordi Han- nerne selv af de Arter, der til alle andre Tider paa Aaret har ganske samme Farve som Hunnerne, ofte i Parringstiden faar skinnende Farver. Vi ved, at Hannerne er glødende i deres Bejlen, og at de undertiden kæmper fortvivlet med hinanden. Dersom vi kunde an- tage, at Hunnerne havde Evne til at vælge og udsøge de stærkest prydede Hanner, saa vilde alle de ovenfor nævnte Kendsgerninger kunne forstaas som Resultater af Parringsvalg. Dersom det paa den anden Side var almindeligt, at Hunnerne lagde deres Æg og lod dem ligge hen og blive befrugtede af den første den bedste Han, der til- fældigvis kom forbi, saa vilde noget saadant være skæbnesvangert for Tilvejebringelsen af et Parringsvalg; thi der vilde jo ikke fore- gaa Valg af en Mage. Men saa vidt man ved, lægger Hunnen aldrig villigt sine Æg, uden der er en Han i hendes umiddelbare Nærhed, og Hannen befrugter aldrig Æggene uden i en Huns umiddelbare Nærhed. Det er, som man kan begribe, overordentlig vanskeligt at faa noget direkte Bevis paa, at Fiskehunnerne vælger deres Mager. En udmærket Iagttager3), som omhyggeligt iagttog Elritsernes (Cy- prinus phoxinus) Liggen, bemærker, at paa Grund af at Hannerne, som var ti Gange saa mange som Hunnerne, flokkedes tæt rundt „The American Agriculturist“, 1868, S. 100. 2) „Annals and Mag. of Nat. History“, Okt. 1852. 3) Loudon’s „Mag. of Nat. History“, Vol. V, 1832, S. 681.