Menneskets Afstamning
og Parringsvalget

Forfatter: Charles Darwin

År: 1909

Forlag: Nordisk Forlag

Udgave: Anden udgave

Sider: 336

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 700 Forrige Næste
41 nerne opflammes enten før eller efter Kampen af visse Hanner og saaledes ubevidst foretrækker dem. Med Hensyn til Tetrao umbellus gaar en god Iagttager1) saa vidt, at han tror, at Hannernes Kampe „blot er en Skinfægtning, der kæmpes, for at de kan vise sig i det heldigste Lys for de beundrende Hunner, som sidder rundt om- kring, thi det er aldrig lykkedes mig at finde en lemlæstet Han og sjældent mere end en knækket Fjer“. Jeg skal vende tilbage til dette Emne, men jeg skal her tilføje, at hos Tetrao cupido fra de forenede Stater samler der sig omtrent en Snes Hanner paa en bestemt Plet, og de spanker omkring og faar hele Luften til at genlyde af deres overordentligt larmende Lyde. Saasnart som en Hun har svaret, be- gynder Hannerne en rasende Kamp, og de svagere fortrækker, men saa søger, ifølge Audubon, baade Sejrherrerne og de overvundne efter Hunnen, saa enten maa Hunnen saaledes vælge, eller ogsaa maa Kampen fornyes. Hos en af de forenede Staters Stærfugle (Sturnella ludoviciana) indlader Hannerne sig ogsaa paa voldsomme Kampe, „men ved Synet af en Hun flyver de andre efter hende, som om de var gale“ .2) Vokal- og Instrumental-Musik. — Hos Fuglene tjener Stemmen som Udtryk for forskellige Sindsbevægelser, som Kummer, Frygt, Vrede, Stolthed, eller blot Lykke. Undertiden bruges Stemmen aabenbart for at forfærde. Dette gælder saaledes om nogle Fugle- ungers hvæsende Lyd. Audubon3) fortæller, at en Nathejre (Ardea nycticorax, Linné), som han havde tæmmet, plejede at skjule sig, naar der kom en Kat i Nærheden, og saa „pludselig at fare op og saa udstøde det mest forfærdelige Skrig, aabenbart glædende sig over Kattens Forfærdelse og Flugt“. Den almindelige Gaardhane klukker til Hønen, og Hønen til sine Kyllinger, naar der er bleven fundet en god Bid. Naar Hønen har lagt et Æg, „gentager hun den samme Tone meget ofte og slutter med en, der er seks Toner højere, og holder denne længe“4), og udtrykker paa den Maade sin Glæde. Nogle selskabelige Fugle kalder aabenbart hinanden til Hjælp, og 3 „Land and Water“, 25. Juli 1868, S. 14. * 2) Audubon: „Ornithological Biography“ ; om Tetrao cupido, Vol. II, S. 492; om Sturnus, Vol. II, S. 219. 8) „Ornithological Biography“, Vol. V, S. 601. 4) Hr. Daines Barrington i: „Philosoph. Transact.“, 1773, S. 252. Darwin : Menneskets Afstamning II 4