Menneskets Afstamning
og Parringsvalget

Forfatter: Charles Darwin

År: 1909

Forlag: Nordisk Forlag

Udgave: Anden udgave

Sider: 336

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 700 Forrige Næste
42 alt som de flagrer fra Træ til Træ, holdes Flokken samlet ved, at de uophørligt kvidrer til hinanden. Under Gæs’ og andre Svømmefugles natlige Vandringer kan man i Mørket over sit Hoved høre, hvor- ledes klingende Toner fra Fortroppen besvares med Toner fra Bag- troppen. Visse Skrig er Faresignaler, der, hvad Jægeren har be- drøvelige Erfaringer om, meget godt forstaas af Individer af samme Art og ogsaa af andre. Gaardhanen galer, og Kolibrien kvidrer sin Triumf ud, naar deres Rival er slaaet. Men den rigtige Sang og for- skellige besynderlige Skrig kommer hovedsagelig frem under Par- ringstiden og tjener til at bedaare eller ogsaa blot til at kalde paa det andet Køn. Naturforskerne er meget uenige angaaende Fuglenes Sang. Der har ikke eksisteret mange mere omhyggelige Iagttagere end Montagu, og han hævdede, at „Sangfuglenes Hanner og mange andre Fuglehanner i Almindelighed ikke søger efter Hunnen; men de sætter sig tværtimod om Foraaret paa en eller anden iøjnefaldende Plet og udaander deres fulde elskovssvangre Toner, som Hunnen instinktmæssig kender, og hun begiver sig derfor hen til Stedet for at vælge sin Mage“1). Hr. Jenner Weir meddeler mig, at dette gan- ske vist er Tilfældet med Nattergalen. Bechstein, som holdt Fugle hele sit Liv igennem, forsikrer, „at Kanariefuglehunnen altid vælger den bedste Sanger, og at Finkehunner i vild Tilstand ud af hundrede Hanner vælger sig den, hvis Toner behager hende mest1'2). Der kan ikke være nogen Tvivl om, at Fuglene nøje lægger Mærke til hinandens Sang. Hr. Weir har fortalt mig om en Dompap, som man havde lært at fløjte en tysk Vals, og som var en saa stor Vir- tuos, at den kostede ti Guineer; da denne Fugl første Gang blev sat ind i et Værelse, hvor der var andre Fugle, og den begyndte at synge, saa stillede alle de andre, det var omtrent en Snes Kanarie- fugle og Irisker, sig op i den Side af deres Bur, der var Dompappen nærmest, og lyttede med stor Interesse til den nye Sanger. Mange Naturforskere tror, at Fuglenes Sang næsten udelukkende er „Virk- ningen af Kappelyst og Rivalitet“ og ikke fremkommer for at be- 4) „Ornithological Dictionary“, 1833, S. 475. 2) „Naturgeschichte der Stubenvögel“, 1840, S. 4. Hr. Harrison Weir skri- ver ligeledes til mig: — „Man har meddelt mig, at de bedst syngende Hanner i Almindelighed faar en Mage først, raar der holdes flere i det samme Værelse.“