Menneskets Afstamning
og Parringsvalget

43 daare deres Mager. Denne Mening havde Daines Barrington og White fra Selborne. som begge særligt beskæftigede sig med dette Spørgsmaal1). Barrington indrømmer imidlertid, „at Overlegenhed i Sang giver Fuglene en forbavsende Overlegenhed i det hele over de andre, noget, som er Fuglefængerne vel bekendt." Det er vist, at der er en stærk Rivalisering mellem Hannerne, hvad deres Sang angaar. Fugleliebhavere sætter deres Fugle imod hinanden for at se, hvilke der synger længst, og Hr. Yarrel for- talte mig, at en første Klasses Fugl undertiden synger, saa den falder om som død, eller ogsaa, ifølge Bechstein2), ligefrem dør, fordi der springer et Kar i Lungerne. Hvilken saa end Grunden kan være, saa er det, efter en Meddelelse fra Hr. Weir, vist, at Han- fugle ofte dør i Sangtiden. At Vanen at synge er noget, der under- tiden er aldeles uafhængigt af Elskov, er tydeligt, thi man har be- skrevet3) en steril Kanariefuglebastard, der sang, naar den saa sig selv i et Spejl, og derpaa for ind paa sit eget Billede; ligeledes an- greb den med Raseri en Kanariefuglehun, som blev sat i Bur med den. Fuglefængerne benytter sig stadigt af den Skinsyge, der bliver vakt ved Sang, idet de skjuler en Han, der synger godt, medens de udstiller en udstoppet Hun, omgivet af Limpinde. Paa denne Maade har en Mand, efter hvad Hr. Weir meddeler mig, i Løbet af en enkelt Dag fanget halvtredsindstyve, og i ét Tilfælde halvfjerdsinds- tyve, Bogfinkehanner. Evnen og Tilbøjeligheden til at synge varierer saa meget hos Fuglene, at skønt Prisen for en almindelig Bogfinke- han kun er seks Pence, har dog Hr. Weir set en Fugl, for hvilken Fuglefængeren forlangte tre Pund; Prøven paa, at den var en vir- kelig god Sanger, var den, at den blev ved at synge, medens Ejeren svang Buret rundt omkring sit Hoved. De to Ting: at Fugle skal synge saavel af Kappelyst som for at bedaare Hunnen, er ikke uforenelige med hinanden, og man kunde jo egentlig nok have ventet, at de fulgtes ad ligesom Prydelse og Stridbarhed. Men nogle Forfattere hævder, at Hannens Sang ikke kan tjene til at fortrylle Hunnen, fordi Hunnerne hos nogle faa Arter, saasom Kanariefuglen, Rødkælken, Lærken og Dompappen — sær- x) „Philosophical Transactions“ , 1773, S. 263. White: „Natural History of Selborne“, Vol. I, 1825, S. 246. 2) „Naturges. der Stubenvögel“ , 1840, S. 252. s) Hr. Bold i: „Zoologist“, 1843—44, S. 659. 4*