Menneskets Afstamning
og Parringsvalget

44 ligt da, efter hvad Bechstein siger, naar de er Enker — udsender skønne melodiske Toner. I nogle af disse Tilfælde maa Vanen til at synge for en Del tilskrives den Omstændighed, at Hunnerne er bleven stærkt fodrede og holdt i Fangenskab1), thi dette virker for- styrrende paa alle de sædvanlige Funktioner, der staar i Forbin- delse med Artens Forplantning. Der er allerede bleven meddelt mange Eksempler paa en delvis Overførelse af sekundære Hankøns- karakterer paa Hunnen, saa det er aldeles ikke forbavsende, at nogle Arters Hunner har Sangevne. Det er ogsaa bleven hævdet, at Hannens Sang ikke kan tjene til at bedaare, fordi visse Arters Hanner, f. Eks. Rødkælkens, synger om Efteraaret2). Men intet er mere almindeligt, end at Dyr for Fornøjelsens Skyld udøver en Færdighed, som til andre Tider er til virkelig Nytte for dem. Hvor ofte ser vi ikke letflyvende Fugle glide og sejle gennem Luften, aabenbart blot for Fornøjelsens Skyld. Katten leger med den fangne Mus, og Kormoranen med den fangne Fisk. Væverfuglen (Ploceus) morer sig, naar den holdes i Bur, med at væve Græsbladenet ind mellem Burets Stænger. Fugle, som har for Skik at kæmpe i Par- ringstiden, er i Almindelighed rede til at kæmpe til alle Tider, og Tjurhannerne holder undertiden deres „Balzen“ eller „Leek“ om Efteraaret paa deres sædvanlige Forsamlingssteder3). Der er derfor aldeles ikke noget overraskende i, at Fuglehannerne bliver ved at synge for deres egen Fornøjelse, efter at Parringstiden er forbi. Det at synge er, som vi i det foregaaende Kapitel har vist, til en vis Grad en Kunst, der kan udvikles meget ved Øvelse. Man kan læne Fugle forskellige Melodier, og selv den umusikalske Spurv har man lært at synge som en Irisk. De faar den Sang, som deres Pleje- forældre4), og undertiden den5), som deres Naboer har. Alle de *) D. Barrington, „Phil. Transact.“, 1773, S. 262. Bechstein, „Stuben- vögel“, 1840, S. 4. 2) Dette er ligeledes Tilfældet med Vandstæren, se Hr. Hepburn i: „Zoolo- gist“, 1845—46, S. 1068. 8) L. Lloyd: „Game Birds of Sweden“, 1867, S. 25. 4) Barrington, ibid. S. 264. Bechstein, ibid. S. 5. 5) Dureau de la Malle har en mærkelig Meddelelse (se „Annales des Sc. Nat.“, tredje Række, Zoolog., Tom. X, S. 118) om nogle vilde Solsorter i hans Have i Paris, som af en fangen Fugl af sig selv lærte en republi- kansk Vise.