Menneskets Afstamning
og Parringsvalget

77 Vi vil nu vende os til Fuglehanner, som ikke er smykkede i nogen særlig høj Grad, men som alligevel, naar de bejler, stiller de tiltrækkende Egenskaber til Skue, som de maatte være i Besiddelse af. Disse Tilfælde er i somme Henseender mere mærkelige end de foran omtalte og er kun bleven lidet bemærkede. De følgende Fakta er udvalgt af en stor Mængde værdifulde Bemærkninger, der er mig velvilligt overladt af Hr. Jenner Weir, som længe har holdt Fugle af mange Slags, hvoriblandt alle de britiske Spurve og Vær- linger (Fringillidæ og Emberizidæ). Dompappen nærmer sig Hunnen Ansigt til Ansigt og sætter Brystet frem, saa mange flere af de røde Fjer ses paa engang, end det ellers er Tilfældet. Samtidig dermed vrider og vrikker den sin sorte Hale fra den ene Side til den anden paa en kostelig Maade. Bogfinkehannen staar ogsaa Ansigt til Ansigt med Hunnen, saaledes at den viser sit røde Bryst og sin „Blaa- klokke“ (blue bell, Liebhavernes Benævnelse, for dens Hoved); Vingerne er samtidig lidt udbredte, hvorved de rene hvide Baand paa Skulderen bliver gjort iøjnefaldende. Den almindelige Irisk bre- der sit rosenfarvede Bryst, spreder sine brune Vinger og sin Hale lidt, for at gøre det mest mulige ud af deres hvide Rande. Vi maa imidlertid tage os i Agt, naar vi antager, at Vingerne udbredes ene og alene for at stilles til Skue, da der er nogle Fugle, hvis Vinger ikke er skønne, der bærer sig saadan ad. Dette er Tilfældet med Hushanen, men det er altid den Vinge, der vender fra Hunnen, som bliver udspredt og samtidig dermed skrabes hen over Jorden. Stillids-Hannen bærer sig anderledes ad end alle de andre Finker: dens Vinger er smukke, idet Skuldrene er sorte og de sortspidsede Svingfjer har hvide Pletter og er bræmmede med guldgult. Naar den bejler til Hunnen, svinger den sit Legeme fra den ene Side til den anden og vender hurtigt sine let udbredte Vinger, der derved glimter som Guld, fra den ene Side til den anden. Hr. Weir meddeler mig, at ingen anden Finkeart drejer sig omkring paa denne Maade, naar den bejler, ikke engang den beslægtede Sidskenhan, thi den vilde ikke blive kønnere derved. De fleste af de britiske Værlinger er simpelt farvede Fugle, men om Foraaret faar Fjerene paa Rørværlingehannens (Emberiza schoe- niculus) Hoved en smuk sort Farve ved, at de graalige Spidser fæl- des; disse sorte Fjer rejses, naar den bejler. Hr. Weir har holdt to avstralske Amadinaarter i Fangenskab. A. castanotis er en meget