Menneskets Afstamning
og Parringsvalget
Forfatter: Charles Darwin
År: 1909
Forlag: Nordisk Forlag
Udgave: Anden udgave
Sider: 336
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
78
lille og beskedent farvet Finke med en sort Hale, hvid Krop og kul-
sorte øvre Haledækfjer; hver af de sidste er tegnede med tre store,
iøjnefaldende, ovale hvide Pletter1). Naar denne Art bejler til Hun-
nen, spreder den disse delvis farvede Haledækfjer ud fra hinanden
og faar dem til at vibrere paa en meget besynderlig Maadc. Hannen
af Amadina Lathami bærer sig ganske anderledes ad. Den viser
nemlig Hunnen sit pragtfuldt plettede Bryst, sin skarlagenfarvede
Krop og sine skarlagenfarvede øvre Haledækfjer. Jeg kan her, efter
Meddelelser fra Dr. Jerdon, tilføje, at den indiske Bulbul (Pycnono-
tus hæmorrhous) har karmoisinrøde Underhaledækfjer, og man
kunde tro, at disse Fjers Skønhed vanskelig kunde blive stillet til
Skue. Men „naar Fuglen er livlig, saa spreder den dem ofte ud til
Siden, saa de endogsaa kan ses ovenfra“2). Den almindelige Due
har paa Brystet Fjer med Regnbueglans, og enhver maa have set,
hvorledes Hannen puster Brystet op, naar den bejler til Hunnen,
idet den saaledes gør det mest mulige ud af disse Fjer. En af de
smukke avstralske broncevingede Duer (Ocyphaps lophotes) bærer
sig, efter hvad Hr. Wcir har meddelt mig, meget anderledes ad.
Hannen sænker, naar den staar foran Hunnen, sit Hoved næsten
ned til Jorden, spreder og rejser sin Hale lodret i Vejret og breder
halvvejs sine Vinger; skiftevis og langsomt hæver og sænker den
sit Legeme, saa de metalglinsende Fjer alle ses paa engang og glim-
ter i Solen.
Der er nu bleven meddelt Fakta nok, der viser, hvor omhygge-
ligt Fuglehanner stiller deres forskellige Yndigheder til Skue, og
de gør det med den største Dygtighed. Medens de pudser deres
Fjer, har de rig Lejlighed til at beundre sig selv og til at studere,
hvorledes de bedst kan stille deres Skønhed til Skue. Men da alle
Hanner af samme Art viser deres Skønhed paa ganske den samme
Maade, synes det som om Handlinger, der i Begyndelsen blev fore-
tagne med en bestemt Hensigt, er bleven instinktmæssige. I saa
Fald burde man ikke beskylde Fuglene for bevidst Forfængelig-
hed ; og dog, naar vi ser en Paafugl spanke omkring med udspilede
og vibrerende Halefjer, saa synes den at være Stoltheden og For-
fængelighedens sande Sindbillede.
J) Angaaende Beskrivelsen af disse Fugle, se Gould: „Handbook to the
Birds of Australia“ , Vol. I, 1865, S. 417.
2) „Birds of India“ , Vol. II, S. 96.