Menneskets Afstamning
og Parringsvalget

86 Gange, blev hun dog altid straks forsynet med en frisk Mage. Denne samme Naturforsker gav Ordre til, at de Spurve, som be- røvede Hussvalerne deres Reder, skulde skydes, men den ene, som blev tilbage, „enten det saa var en Han eller Hun, fik sig øjeblikkelig en Mage, og saadan kunde det blive ved i lang Tid.“ Jeg kunde til- føje analoge Tilfælde vedrørende Bogfinken, Nattergalen og Rød- stjerten. Med Hensyn til den sidste Fugl (Phoenicura ruticilla) be- mærker Skribenten, at den paa ingen Maade var almindelig i Nabo- laget, og han udtrykker sin Forbavselse over, hvorledes den rugende Hun saa hurtig og med saa god Virkning kunde meddele, at hun var Enke. Hr. Jenner Weir har omtalt et næsten lignende Tilfælde for mig: ved Blackheath ser han aldrig den vilde Dompap eller hører dens Toner, og dog kommer der, naar en af hans fangne Hunner er død, en vild Han efter nogle faa Dages Forløb og sætter sig i Nær- heden af den umagede Hun, hvis Lokkeraab ingenlunde er stærkt. Jeg skal kun nævne et Eksempel til, som skyldes den samme Iagt- tager. Den ene af et Par Stærer (Sturnus vulgaris) blev skudt om Morgenen, ved Middagstid havde den fundet en ny Mage, der og- saa blev skudt, men før Aften var Parret igen komplet, saa den utrø- stelige Enke eller Enkemand blev trøstet tre Gange i Løbet af den samme Dag. Hr. Engleheart meddeler mig ogsaa, at han i flere Aar plejede at skyde den ene af et Stærpar, som byggede i et Hus i Blackheath, men Tabet blev altid straks erstattet. Et Aar holdt han Tal paa dem, han skød, og fandt, at han fra samme Rede havde skudt fem og tredive Fugle. Der var baade Hanner og Hunner, men hvor mange af hver kunde han ikke sige. Til Trods for al den Ødelæggel- se blev der dog opklækket et Kuld Unger1). Disse Forhold er ganske vist mærkværdige. Hvordan kan det være, at saa mange Fugle er rede til øjeblikkelig at indtage en afdød Mages Plads? Skader, Skovskader, Ravnekrager, Agerhøns og nogle andre Fugle bliver aldrig set alene om Foraaret, og dette er ved første Øjekast en meget forbavsende Omstændighed. Men Fugle af *) Om Vandrefalken, se Thompson: „Nat. Hist, of Ireland Birds“ , Vol. I, 1849, S. 39. Om Ugler, Spurve og Agerhøns, se White: „Nat. Hist, of Selborne“, Udg. fra 1825, Vol. I, S. 139. Om Phoenicura, se Loudon’s „Mag. of Nat. Hist.“, Vol. VII, 1834, S. 245. Brehm („Thierleben“, B. IV, S. 991) taler ogsaa om Fugle, der har maget sig tre Gange paa en og samme Dag.