Menneskets Afstamning
og Parringsvalget

88 ning, at der indenfor det samme Distrikt, lige i Hjertet af Parrings- tiden, kan være saa mange Hanner og Hunner, der stedse er rede til at indtage afdøde Magers Plads. Hvorfor mages ikke saadanne en- somme Fugle straks med hinanden? Har vi ikke Grund til at antage, og det er ogsaa noget, der er faldet Hr. Jenner Weir ind, at da mange Fugles Bejlen synes at være en langvarig og kedsommelig Affære, saa hænder det stundom, at visse Hanner og Hunner ikke i den rette Tid har Held til at opvække hinandens Kærlighed og som Følge deraf ikke mages? Denne Antagelse vil synes meget mindre usandsynlig, naar vi har set, hvor voldsomme Fuglehannerne under- tiden er i deres Modbydelighed og Forkærlighed for bestemte Han- ner. « Fuglenes Sjæleevner og deres Smag for det skønne. — Før vi indlader os videre paa Spørgsmaalet om, hvorvidt Hunnerne ud- vælger de mest tiltrækkende Hanner eller tager den første den bed- ste, de støder paa, vil det være raadeligt i al Korthed at se, hvorledes det forholder sig med Fuglenes Sjæleevner. Deres Forstand bliver i Almindelighed, og maaske med Rette, sat lavt, dog kunde der med- deles nogle Kendsgerninger, der vilde føre til en Slutning af den modsatte Beskaffenhed* 1). Men svage Forstandsevner kan, som vi ser hos Mennesket, godt forenes med stærke Lidenskaber, skarp Opfattelse og Smag for det skønne, og det er disse Egenskaber, der her vedkommer os. Det er ofte bleven sagt, at Papegøjer bliver hin- anden saa inderlig hengivne, at naar den ene dør, sygner den anden længe. Hr. Jenner Weir antager, at man hos de fleste Fugle har overvurderet Lidenskabernes Styrke. Alligevel har man, naar den ene af et Par vilde Fugle er bleven skudt, hørt den overlevende flere Dage efter hinanden frembringe en klagende Kalden, og Hr. St. John meddeler2) forskellige Kendsgerninger, der viser magede Fug- han, den anden fik ogsaa noget af Skuddet, men var ikke til at finde. Nu kom der ikke flere og paatog sig denne frugtesløse Mission.“ 2) Hr. Yarrell f. Eks. siger („Hist. British Birds“, Vol. Ill, 1845, S. 585), at en Maage ikke var i Stand til at sluge en lille Fugl, han havde givet den. Maagen holdt et Øjeblik op og løb saa, ligesom om den var kommen i Tanker om noget, hen til en Vandbeholder, dyppede Fuglen i Vandet til den var rigtig gennemblødt og slugte den straks. Siden den Tid har den altid taget sin Tilflugt til det samme Middel i lignende Tilfælde. 2) „A Tour in Sutherlandshire“, Vol. I, 1849, S. 185.