Menneskets Afstamning
og Parringsvalget

90 fugle og særlig Dompapper. Hr. Hussey har beskrevet, hvor mær- keligt en tam Agerhøne genkendte enhver, og dens Sympatier og Antipatier var meget stærke. Denne Fugl synes „at holde af muntre Farver, og man kunde ikke tage nogen ny Kjole eller Hue paa, uden at det vakte dens Opmærksomhed“1). Hr. Hewitt har omhyggelig beskrevet Sædvanerne hos nogle Ænder (nyligt afstammede fra vilde Fugle), som, naar en fremmed Hund eller Kat nærmede sig,, over Hals og Hoved styrtede ned i Vandet og udmattede sig ved Forsøg paa at undslippe; men Hr. Hewitt’s egne Hunde og Katte kendte de saa godt, at de plejede at ligge og sole sig ved Siden af dem. De fjernede sig altid fra en fremmed Mand, og det gjorde de ogsaa fra den Dame, der passede dem, dersom hun gjorde nogen stor Forandring i sin Paaklædning. Audubon fortæller, at han op- klækkede og tæmmede en vild Kalkun, som altid løb bort for en- hver fremmed Hund; denne Fugl flygtede til Skovene, og nogle Dage efter saa Audubon, troede han, en vild Kalkun og pudsede sin Hund efter den; men til hans Forbavselse løb Fuglen ikke bort, og Hunden angreb den ikke, da den naaede hen til den, thi de gen- kendte hinanden som gamle Venner2). Hr. Jenner Weir er overbevist om, at Fugle lægger særlig Mær- ke til andre Fugles Farver, undertiden af Skinsyge, undertiden som. et Tegn paa Slægtskab. Han slap saaledes en Rørværling (Embe- riza schoeniculus), hvis Hoved nylig havde faaet sin sorte Farve, ind i sit Fuglehus, og der var ingen, der lagde Mærke til den nys ankomne Fugl, undtagen en Bogfinke, hvis Hoved ligeledes er sort. Denne Bogfinke var en meget fredsommelig Fugl og havde aldrig før yppet Klammeri med nogen af sine Kammerater, blandt hvilke der var en anden Rørværling, men hvis Hoved endnu ikke var blevet sort; men den Rørværling, der havde det sorte Hoved, blev saa ubarmhjertig behandlet, at den maatte tages bort. Hr. Weir var ogsaa nødt til at slippe en Rødkælk ud, da den heftig angreb alle Fugle, der havde noget rødt i deres Fjerdragt, men de andre Arter lod den i Fred; den dræbte ligefrem en rødbrystet Korsnæb og var nær ved at gøre det af med en Stillids. Paa den anden Side har ’) „The Zoologist“, 1847—48, S. 1602. 2) Hewitt om Vildænder, se: „Journal of Horticulture“, 13. Jan. 1863, S. 39. Audubon om den vilde Kalkun, se: „Ornith. Biography“ , Vol. I, S. 14. Om Spottedroslen: ibid., Vol. I, 110.