Menneskets Afstamning
og Parringsvalget

105 bagerste Del af Hjælmen og en Stribe paa Udvæksten paa Næbbet sorte hos Hannen, men ikke hos Hunnen. Skal vi nu antage, at disse sorte Mærker og Øjnenes Purpurfarve er bleven bevaret og forøget hos Hannerne ved Parringsvalg? Dette er meget tvivlsomt; thi Hr. Bartlett viste mig i den zoologiske Have, at denne Næshornsfugls Mund indeni er sort hos Hannen og kødfarvet hos Hunnen; og deres udvortes Udseende eller Skønhed vilde ikke blive paavirket derved. I Chili1) lagde jeg Mærke til, at den omtrent etaarige Kondors Iris er mørkebrun, men at den, naar Dyret er udvokset, skifter om til gulbrunt hos Hannen og skinnende rødt hos Hunnen. Hannen har ogsaa en lille, paa langs gaaende, blyfarvet Kødlap eller Kam. Hos mange Hønsefugle pynter Kammen meget og faar levende Farver under Bejlingen, men hvad skal vi tro om Kondorens dunkelt far- vede Kam, som ikke synes os at pynte det aller mindste? Det sam- me Spørgsmaal kan man gøre om forskellige andre Karakterer, saa- ledes om Puklen ved Grunden af Næbbet hos den kinesiske Gaas (Anser cygnoides), hvilken Pukkel er meget større hos Hannen end hos Hunnen. Der kan ikke gives noget bestemt Svar paa disse Spørgsmaal, men vi burde være forsigtige med at antage, at Pukler og forskellige kødede Vedhæng ikke kan udøve nogen Tiltræknings- kraft paa Hunnen, naar vi erindrer, at de vilde Menneskeracer ser Prydelser i forskellige afskyelige Ting, f. Eks. dybe Ar i Ansigtet, hvor Kødet er trukket ud til Udvækster, Skillevæggen i Næsen gen- nemboret af Pinde eller Ben og Huller i Ører og Læber, stærkt ud- spilede. Hvorvidt uvæsentlige Afvigelser, som de ovenfor omtalte, mel- lem de to Køn er bleven bevarede ved Parringsvalg eller ikke, saa maa disse Forskelligheder, ligesom alle andre, i Begyndelsen være afhængige af Varieringslovene. Ifølge Princippet for korrelativ Ud- vikling varierer Fjcrcne ofte paa forskellig© Dels af Legemet, eller over Legemet paa samme Maade. Dette oplyses meget godt ved visse Hønseracer. Hos alle Racerne er Fjerene paa Halsen og Lænderne forlængede hos Hannerne; naar nu begge Køn faar en Top, som er en ny Karakter for Slægten, saa faar Fjerene paa Hannens Hoved samme Form som de paa Halsen og Lænderne, aabenbart ved Korre- lation, medens de paa Hunnens Hoved har den almindelige Form. x) „Zoology of the Voyage of H. M. S. Beagle“ , 1841, S. 6. Darwin: Menneskets Afstamning II 8