Menneskets Afstamning
og Parringsvalget

Forfatter: Charles Darwin

År: 1909

Forlag: Nordisk Forlag

Udgave: Anden udgave

Sider: 336

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 700 Forrige Næste
107 fælde, hvor nemlig visse Tegninger beholdes, om endskønt de er farvede næsten paa en Maade, der er den naturlige lige stik modsat;, den oprindelige Due har en blaa Hale; den yderste Halvdel af de to yderste Halefjers Yderrand er hvid; nu er der en Undervarietet, der har en hvid Hale i Stedet for en blaa, og det lille Parti, der var hvidt hos Stamarten, er her sort1). Øjnenes eller de øjelignende Pletters Dannelse og Variabilitet. Da ingen Prydelser er skønnere end de Øjne, der findes paa for- skellige Fuglearters Fjer, paa nogle Pattedyrs Haarbeklædning, paa Krybdyrs og Fiskes Skæl, paa Paddernes Hud, og paa Vingerne hos mange Sommerfugle og andre Insekter, saa fortjener de her at blive særlig omtalt. Et Øje bestaar af en Plet inden i en Ring af en anden Farve, ligesom Pupillen inden i Iris, men Midtpletten er ofte omgivet af flere koncentriske Bælter. Øjnene paa Paafuglens Halefjer, lige- som ogsaa de paa Takvingernes (Vanessa) Vinger, vil være alminde- lig bekendt. Hr. Trimen har givet mig en Beskrivelse af en sydafri- kansk Natsværmer (Gynanisa Isis), beslægtet med vort Natpaafugle- øje, hos hvilken et pragtfuldt Øje indtager næsten hele Bagvingens Overflade; det bestaar af en sort Midte, der omslutter et halvt gen- nemsigtigt, halvmaaneformet Mærke, og er omgivet af paa hinanden følgende Bælter af okkergult, sort, okkergult, blegrødt, hvidt bleg- rødt, brunt og hvidt. Endskønt vi ikke kender de Udviklingsstadier, disse vidunderlig skønne og sammensatte Prydelser har gennem- løbet, saa har Processen, i det mindste hos Insekterne, rimeligvis dog været temmelig simpel; thi, som Hr. Trimen har skrevet til mig, „ingen Karakter, der henhører til Tegning eller Farve, er saa variabel hos Sommerfuglene som Øjnene, og det baade i deres Antal og Størrelse“. Hr. Wallace, som først henledte min Opmærksomhed paa dette Spørgsmaal, viste mig en Række Eksemplarer af vor al- mindelige Hipparchia janira, hvor man kunde se talrige Gradationer, lige fra en lille simpel sort Plet til et elegant skatteret Øje. Hos en sydafrikansk Sommerfugl (Cyllo Leda, Linné) af samme Familie er Øjnene endnu mere variable. Hos nogle Eksemplarer (Fig. 52 /l) er store Felter paa Vingens Overside sortfarvede og indeslutter uregelmæssige hvide Tegn; og fra denne Tilstand kan der følges en *) Bechstein : „Naturgeschichte Deutschlands“, B. IV, 1795, S. 31 om en Undervarietet af „Monck-Duen“ . 8*