Menneskets Afstamning
og Parringsvalget

109 Hannens skønne hvide Pletter1), og noget lignende gælder om Argusfasanens to Køn. Hvordan det saa er, saa er der meget, der taler stærkt til Gunst for den Antagelse, at paa den ene Side en mørk Plet ofts dannes ved, at den farvende Materie trækkes hen imod et Centralpunkt, bort fra et omliggende Bælte, der saaledes gøres lysere. Og paa den anden Side, at en hvid Plet ofte dannes derved, at Farven drives bort fra det centrale Punkt, saaledes at den ophobes i et omkredsende mørkere Bælte. I begge Tilfælde frem- kommer der et Øje. Det farvende Stof synes at være tilstede i en næsten konstant Mængde, men det er fordelt enten centripetalt eller centrifugalt. Den almindelige Perlehønes Fjer afgiver et godt Eksem- pel paa hvide Pletter, omgivne af mørkere Bælter, og hvor som helst de hvide Pletter er store og staar nær ved hinanden, flyder de sorte Bælter sammen. Hos Argusfasanen kan man paa den samme Vinge- fjer se mørke Pletter omgivne af et blegt Bælte, og hvide Pletter af et mørkt Bælte. Saaledes synes Dannelsen af et Øje i dets simpleste Tilstand at være en simpel Affære. Ved hvilken senere Trinrække de mere indviklede Øjne, der er omgivne af mange paa hinanden føl- gende Farvebælter, er bleven frembragt, derom gør jeg ikke For- dring paa at vide nogen Besked. Men naar vi erindrer de bæltede Fjer hos forskelligt farvede Hønses Bastardafkom og Øjnenes over- ordentlig store Variabilitet hos mange Sommerfugle, saa ser det ikke ud, som om Dannelsen af disse skønne Prydelser var nogen meget indviklet Proces, og den afhænger sandsynligvis af en eller anden ringe, og lidt efter lidt foregaaet Forandring i Vævenes Natur. Sekundære Kønskarakterers Gradation. — Eksempler paa Gra- dation er vigtige for os, da de viser, at det i det mindste er muligt, at stærkt sammensatte Prydelser kan være bleven erhvervede ved smaa paa hinanden følgende Trin. For at finde den Trinrække, som endnu levende Fuglehanner virkelig har gennemgaaet for at erhverve deres pragtfulde Farver og andre Prydelser, saa burde vi kunne se hele den lange Række af deres gamle og uddøde Stamformer, men dette er aabenbart umuligt. Vi kan imidlertid som oftest faa noget at holde os til, ved at sammenholde alle en Gruppes Arter, dersom Gruppen da er stor, thi nogle af dem vil sandsynligvis, i det mindste til Dels, have beholdt Spor af deres tidligere Karakterer. I Stedet for at ind- ’) Jerdon: „Birds of India“, Vol. III, S. 517.