113
vilde frembringe en dybere Indskæring ved den divergerende Ende
end ved den konvergerende. Det er ligeledes indlysende, at, dersom
Konvergensen var stærk, og Sammensmeltningen fuldstændig, vilde
Indskæringen ved den konvergerende Ende være tilbøjelig til ganske
at forsvinde.
Halefjerene hos begge Paafuglearter mangler aldeles Øjne, og
Fig. 54.
Polyplectron chinqius. Parti af
en Haledækfjer med de to Øjne.
Naturlig Størrelse.
Fig. 55/
Polyplectron malaccense. Parti af
en Haledækfjer, hvor de to Øjne
til Dels flyder sammen. Naturlig
Størrelse.
dette staar aabenbart i Forbindelse med, at de er aldeles dækkede
og skjult af de lange Haledækfjer. I denne Henseende afviger de
mærkeligt fra Polyplectrons Halefjer, der hos de fleste Arter er
prydede med større Øjne end Haledækfjerene. Dette fik mig til
omhyggeligt at undersøge de forskellige Polyplectronarters Halefjer,
for om muligt at opdage, om Øjnene hos nogen af dem viste Ten-
dens til at forsvinde, og til min store Tilfredsstillelse var jeg saa
heldig at finde, at det forholdt sig saaledes. De midterste Halefjer
paa P. Napoleonis har de to Øjne paa begge Sider af Midtribben
fuldkommen udviklede, men de inderste Øjne bliver mindre og min-
dre iøjnefaldende, jo yderligere Halefjerene sidder, indtil der paa
den yderste Fjer kun er en blot og bar Skygge eller et rudimentært
Spor tilbage paa Indersiden. Fremdeles smelter hos P. malaccense,
som vi har set, Øjnene paa Haledækfjerene ssmmen; og disse Fjer