Menneskets Afstamning
og Parringsvalget

126 delsen havde Tendens til at blive ligeligt nedarvede til begge Køn; men at Hunnen blev frelst ved Kvalitetsvalg fra at erhverve Han- nens iøjnefaldende Farver, fordi hun ellers vilde være bleven farlig stedt under Rugetiden. Denne Antagelse gør en kedsommelig Diskussion af et vanske- ligt Punkt nødvendig, nemlig om Nedarvningen af en Karakter, der først arves af begge Køn, senere ved Udvælgelse kan blive køns- bunden i sin Nedarving. Vi maa huske paa, hvad der blev vist i Indledningskapitlet til Parringsvalget, at Karakterer, der kun udvik- les hos det ene Køn, altid er latent tilstede hos det andet. Lad os tænke os et Tilfælde! Jeg tror, at vi paa den Maade bedst kan kom- me ud af Vanskelighederne ved Spørgsmaalet. Lad os antage, at en Dueliebhaver ønskede at danne en Duerace, hos hvilken kun Han- nerne skulde have en bleg blaa Farve, medens Hunnerne beholdt deres skiferblaa Farve. Da alle Slags Karakterer hos Duerne i Al- mindelighed nedarves ligelig til begge Køn, maatte Liebhaveren søge at omdanne denne sidste Form for Arvelighed til kønsbunden Ned- arving. Alt hvad han kunde gøre vilde være at blive ved at udvælge enhver Handue, som var det aller mindste blegere i sin blaa Farve; og det naturlige Resultat heraf, dersom det blev fortsat længe, og dersom de blege Varieringer blev strengt nedarvede eller ofte kom igen, vilde blive, at hele hans Flok fik en lysere blaa Farve. Men vor Liebhaver vilde blive nødt til, Generation efter Generation, at parre sine lyseblaa Hanner med skiferblaa Hunner, thi han ønsker, at disse beholder deres Farve. Resultatet vilde i Almindelighed blive, enten at der blev frembragt et Hold brogede Bastarder eller, hvad der er mere sandsynligt, at den blegblaa Farve vilde hurtigt og fuldstændigt gaa tabt, thi den oprindelige Farve, den skiferblaa, vilde blive nedarvet overvejende stærkt. Lad os imidlertid antage, A der blev frembragt nogle blegblaa Hanner og skiferblaa Hunner i de paa hinanden følgende Generationer, og at de altid blev krydsede med hinanden, saa vilde de skiferblaa Hunner, om jeg maa bruge dette Udtryk, have meget blaat Blod i deres Aarer, thi deres Fædre og Bedstefædre osv. vil alle have været blaa Fugle. Under disse Omstændigheder er det forstaaeligt (skønt jeg ikke kender noget bestemt Faktum, som gør det sandsynligt), at de skiferblaa Hunner kunde erhverve en saa stærk latent Tendens til Blegblaahed, at de ikke vilde undertrykke denne Farve hos deres