Menneskets Afstamning
og Parringsvalget

127 mandlige Afkom, medens deres kvindelige Afkom stadig arvede den skiferblaa Farve. I saa Fald vil man naa det forønskede Resultat, at danne en Race, hvis to Køn stadigt var forskellige af Farve. Den overvældende Vigtighed eller snarere Nødvendighed af, at den i det ovenfor nævnte Tilfælde forlangte Karakter, nemlig Bleg- blaahed, er tilstede, skønt i en latent Tilstand, hos Hunnen, saa at det mandlige Afkom ikke bliver mindre blegblaat, vil bedst for- staas af det følgende: Soemmerringfasanens Han har en Hale paa syv og tredive Tommers Længde, medens Hunnens kun er otte Tom- mer; den almindelige Fasanhans Hale er omtrent tyve Tommer lang, og Hunnens tolv Tommer. Dersom nu Soemmerringfasanens Han med den korte Hale blev krydset med den almindelige Fasanhan, kan der ikke være nogen Tvivl om, at det mandlige hybride Afkom vilde faa en meget længere Hale end den almindelige Fasans ublan- dede Afkom. Dersom derimod den almindelige Fasanhun, hvis Hale er næsten to Gange saa lang som Soemmerringfasanhunnens, blev krydset med den sidstnævntes Han, saa vilde det mandlige hybride Afkom faa en meget kortere Hale end Soemmerringfasanens ublan- dede Afkom1). Vor Liebhaver maatte for at danne sin ny Race, hvor Hannerne havde en udpræget blegblaa Farve, medens Hunnerne blev uforan- drede, blive ved med at udvælge Hanner gennem mange Genera- tioner, og hvert Stadium af Bleghed maatte fæstes hos Hannerne og gøres latent hos Hunnerne. Det hele vilde nu være en meget van- skelig Opgave, og det er aldrig bleven forsøgt, men det var muligt, det kunde lykkes. Den væsentligste Hindring vilde være, at den blegblaa Farve tidligt og fuldstændigt mistedes, fordi det vilde være nødvendigt at gentage Krydsningerne med skiferblaa Hunner, der ikke fra Begyndelsen af havde nogen latent Tendens til at frem- bringe blegblaat Afkom. Dersom paa den anden Side en eller to Hanner kom til at va- riere, om det saa var aldrig saa lidt, i Bleghed, og Varieringerne fra første Færd af i deres Nedarving blev bundet til Hankønnet alene, saa vilde det Arbejde, at danne en ny Race af den forlangte Beskaf- i) Temminck siger, at Halen hos Hunnen af Phasianus Soemmerringii kun er seks Tommer lang, „Planches coloriées“ , Vol. V, 1838, S. 487 og 488; de ovenfor givne Maal er mig meddelt af Hr. Sclater. Om den al- mindelige Fasan se Macgillivray: „Hist. Brit. Birds“, Vol. I, S. 118— 121.