Menneskets Afstamning
og Parringsvalget

128 fenhed være let, thi saadanne Hanner maatte simpelt hen udvælges og parres med almindelige Hunner. Man har i Virkeligheden et gan- ske analogt Tilfælde i de belgiske Dueracer1), hos hvilke kun Han- nerne er tegnede med sorte Striber. Hvad Hønsene angaar, saa træffer vi jævnlig der Farvevarieringer, der i deres Nedarving er bundne til Hankønnet. Selv naar denne Form for Arvelighed er den herskende, kunde det hænde, at nogle af de paa hinanden følgende Stadier i Varieringsprocessen kunde blive nedarvede til Hunnen, som da i en ringe Grad vilde komme til at ligne Hannen, noget som vi træffer hos visse Hønseracer. Eller ogsaa kunde de fleste, men ikke alle de paa hinanden følgende Stadier blive nedarvede til begge Køn, og Hunnen vilde da komme til at ligne Hannen meget nøje. Der kan næppe være nogen Tvivl om, at dette er Grunden til, at Kropduehannen har en meget større Kro, og Brevduehannen meget større Hudlapper end deres respektive Hunner; thi Lieb- haverne har ikke anvendt større Udvælgelseskunst paa det ene Køn end paa det andet, og de har heller ikke ønsket, at disse Ka- rakterer skulde blive stærkere udviklede hos Hannen end hos Hun- nen, og dog forholder det sig saaledes med begge Racer. Den samme Fremgangsmaade maatte følges, og de samme Van- skeligheder vilde opstaa, dersom man ønskede at danne en Race, hvor kun Hunnerne havde en eller anden ny Farve. Endelig kunde vor Liebhaver ønske at danne en Race, hvor de to Køn afveg fra hinanden, og begge to igen fra Stamarten. Her vilde Vanskeligheden være overordentlig stor, med mindre de paa hin- anden følgende Varieringer fra første Færd af var kønsbundne paa begge Sider, og saa vilde der ingen Vanskeligheder være. Vi kan se dette hos Hønsene; saaledes er de stribede Hamborgerhøns’s to Køn meget forskellige fra hinanden og ligeledes fra de to Køn hos Stamarten Gallus bankiva, og begge holdes nu konstante i al deres Fortrinlighed ved fortsat Udvælgelse, hvilket vilde være umuligt, dersom ikke de Karakterer, hvori de er forskellige fra hinanden, var bundne i deres Nedarving hos begge. Hos de spanske Høns træffer vi et endnu mærkeligere Tilfælde; Hannen har en uhyre stor Kam, men nogle af de paa hinanden følgende Varieringer, ved Ophob- ning af hvilke Kammen blev erhvervet, synes at være bleven ned- *) Dr. Chapuis: „Le Pigeon Voyageur Beige“, 1865, S. 87.