Menneskets Afstamning
og Parringsvalget

129 arvede til Hunnen; thi hendes Kam er mange Gange større end den, Stamartens Hun har. Men Hunnens Kam er i en Henseende forskellig fra Hannens, den er nemlig tilbøjelig til at hænge for- over; og for ikke længe siden er det bleven en af Hønseliebhave- riets Love, at dette altid skal være Tilfældet, og man har været meget heldig i saa Henseende. Nu maa Kammens Hældning være kønsbunden i sin Nedarving, ellers vilde nemlig Hannens Kam blive forhindret i at staa opret, hvilket vilde være en Vederstyggelighed for enhver Liebhaver. Paa den anden Side maa Kammens Stivhed hos Hannen ligeledes være en kønsbunden Karakter, ellers vilde Hunnens Kam blive forhindret i at hænge forover. Af det foregaaende har vi set, at det, selv om man havde en næsten uindskrænket Tid til sin Raadighed, vilde være en yderst vanskelig og indviklet Proces, skønt maaske ikke nogen Umulighed, ved Udvælgelse at forandre en Form af Nedarving til en anden. Derfor er jeg meget utilbøjelig til at indrømme, at dette ofte er sket med de vilde Arter, medmindre der kan faas bestemt Bevis i hvert enkelt Tilfælde. Paa den anden Side vilde der ved Hjælp af de paa hinanden følgende Varieringer, der fra første Færd af var køns- bundne i deres Nedarving, ikke være det mindste til Hinder for at gøre en Hanfugl vidt forskellig i Farve og i enhver anden Karakter fra Hunnen, medens denne blev ladt uforandret, eller blev lidt for- andret, eller særlig modificeret for Sikkerheds Skyld. Da straalendc Farver er til Nytte for Hannerne i deres Rivali- sering med andre Hanner, saa vilde saadanne Farver blive ud- valgt, hvad enten de blev udelukkende nedarvede til det samme Køn eller ej. Man kunde derfor vente, at Hunnerne ofte i en større eller mindre Grad fik Lod i Hannernes Pragt; og dette indtræffer da ogsaa med en Mangfoldighed af Arter. Dersom alle paa hinanden følgende Varieringer blev nedarvede ligeligt til begge Køn, vilde Hunnerne ikke være til at kende fra Hannerne, og dette hænder ligeledes med mange Fugle. Men dersom dunkle Farver var meget vigtige for Hun- nens Sikkerhed i Rugetiden, som f. Eks. hos Jordfugle, vilde de Hunner, som varierede i Glans, eller som fra Hannerne arvede nogen tydelig Tilgift i Glans, sent eller tidlig blive tilintetgjort. Men Hannernes Tendens til i en ubegrænset Tidsperiode at vedblive at nedarve deres egen Pragt til deres kvindelige Afkom, maatte op- hæves ved en Forandring i Nedarvingens Form, og dette vilde, som