Menneskets Afstamning
og Parringsvalget

137 skyttede; thi Hannen murer Hullet, i hvilket Hunnen ligger paa sine Æg, til og lader der kun blive en lille Aabning, igennem hvilken han mader hende; hun bliver saaledes holdt i strengt Fangenskab hele Rugetiden igennem1); og dog er Næshornsfuglenes Hunner ikke mere iøjnefaldende farvede end andre Fugle af samme Størrelse, der lever i aabne Reder. Hr. Wallace indrømmer, at det er en kraf- tigere Indvending imod hans Teori, at i nogle faa Grupper, hvor Hannerne har straalende Farver, medens Hunnerne er dunkle, ud- udruger dog disse sidste deres Æg i lukkede Reder. Dette er saa- ledes Tilfældet med de avstralske Grallinæ og Maluridæ, med Nec- tariniæ og flere af de avstralske Meliphagidæ2). Giver vi os nu i Lag med de engelske Fugle, saa vil vi se, at der ikke er noget nært og almindeligt Forhold mellem Hunnens og dens Redes Beskaffenhed. Omtrent fyrretyve af vore britiske Fugle (herfra er de udelukkede, som er saa store, at de kan for- svare sig) bygger Huller i Brinker, Klipper eller Træer, eller byg- ger lukkede Reder. Tager vi Stillidsens, Bogfinkens eller Solsortens Hunners Farver som Maalestok for den Grad af løjnefaldenhed, som ikke er i høj Grad farlig for den rugende Hun, saa kan af de ovenfor nævnte fyrretyve Fugle kun tolv Arter betragtes som saa iøjnefal- dende, at det er farligt, de øvrige otte og tyve bliver saaledes ikke iøjnefaldende3). Ikke heller er der noget nært Forhold mellem en udpræget Forskel paa Kønnenes Farve og Redens Beskaffenhed. *) Jerdon : „Birds of India“ , Vol. I, S. 244. 2) Om disse sidste Arters Redebygning og Farver se Gould’s „Handbook &c.“, Vol. I, S. 504, 527. 8) Jeg har i saa Henseende set efter i Macgillivray’s „British Birds“ , og skønt der i nogle Tilfælde kan være Tvivl om den Grad, i hvilken Reden er skjult, og om den Grad, i hvilken Hunnen er iøjnefaldende, saa kan dog vel følgende Fugle, der alle lægger deres Æg i Huller eller i bedæk- kede Reder, efter den Maalestok, der ovenfor er anvendt, næppe anses for iøjnefaldende: Passer, 2 Arter; Sturnus, hos hvilken Hunnen er be- tydeligt mindre straalende end hos Hannen; Cinclus; Motacilla boe- rula (?); Erithacus (?); Fruticola, 2 Arter; Saxicola; Ruticilla, 2 Arter ; Sylvia, 3 Arter ; Parus, 3 Arter ; Mecistura ; Anorthura ; Certhia ; Citta; Yunx; Muscicapa, 2 Arter; Hirundo, 3 Arter; og Cypselus. Efter den samme Maalestok kan de følgende tolv Fuglearters Hunner anses for iøjnefaldende, nemlig: Pastor, Motacilla alba, Parus major og P. cæruleus, Upupa, Picus, 4 Arter, Coracias, Alcedo og Merops. Darwin: Menneskets Afstamning II 10